Fødselsdag for Dragør Fort fejres med underholdning, taler, tattoo, film, skattejagt og rundvisning. To helt nye bøger ”Amager i Krig og Fred” og ”Dragørfort 1914-2014” præsenteres og dedikeres af forfatterne Claus Ehlers og Tom Wismann
•Søndag 28. september 2014 er der åbent hus på Dragør Fort, som fylder 100 år. Søværnets Tamburkorps marcherer gennem den flagsmykkede Dragør by. Pludselig dukker Arveprins Knuds gamle Chrysler årgang 1952 op. Chrysleren fungerer til daglig som direktionsvogn i Københavns Lufthavn. Men denne dag er bagsædet optaget af tre damer: arveprinsens tre børnebørn, de tidligere komtesser Camilla, Josephine og Feodora af Rosenborg. Dagens hædersgæster.
Tilbage til Dragør Fort. Her er der mad og drikke samt kaffe og jubilæumskage til jubilæumspriser. Med ét ankommer 8. Regiments Musikkorps ad Prins Knuds Dæmning. Korpset er iført gamle militæruniformer. Der spilles militærmusik. Men dagen går på hæld. Klokken 16.30 tager bandet ”Shake & Bake” over. Underholdningen fortsætter i det store telt på Fortpladsen, men også inde i selve Fortet.
Dragørfortet
Bogen ”Dragørfort 1914 til 2014” af Tom Wismann er en jubilæumsbog i anledning af fortets jubilæum. Bogen beskriver tilblivelsen af Dragørfort og fortets liv gennem hundrede år, med mange fotos. Dragørfort er privat ejet, men der er adgang for publikum, som med bogen kan få et enestående indtryk af fortet med et krigshistorisk vingesus.
Amager i krig og fred
Samtidig præsenteres to helt nye bøger ”Amager i Krig og Fred” og ”Dragørfort 1914-2014”. De præsenteres og dedikeres af forfatterne.
Bogen ”AMAGER i KRIG og FRED” af Claus Ehlers fortæller om Danmarks krigshistorie set fra Amager. Lige fra Christian den Fjerdes grundlæggelse af den befæstede by Christianshavn, til kampen mod Svenskerne under Stormen på København til de mange forter på Amager og Saltholm, Tyskernes besættelse, den kolde krig og raketforsvar på Amagers sydspids. Bogen afsluttes med en oversigt over den danske kongerække i nyt perspektiv, samt oversigt over en lang række af væsentlige militære anlæg og efterladenskaber på Amager med adresseangivelse.
www.1153.dk/100/








