Det første år som præst i Kirken i Ørestad har været forrygende og lærerigt, fortæller Rikke Weissfeld, som mener at kristendom er noget, der sker lige nu. Kirken skal tale til det moderne liv
For godt et år siden åbnede Kirken i Ørestad for den lokale menighed, og sognepræst Rikke Weissfeld var tiltrådt med en forestilling om at skulle bygge en menighed op fra bunden. Men det viste sig hurtigt, at menigheden allerede var der og klar til at tage imod den nye præst.
“Jeg havde frygtet at stå med en tom kirke søndag morgen, men sådan var det slet ikke. Der har været et behov herude, et behov som jeg blot skal facilitere,” siger hun.
Rikke Weissfeld havde i længere tid haft et godt øje til at kunne blive præst i Ørestad. Hun gik med tanker om at kunne bygge en helt ny kirke op med nye lokaler, ny menighed og måske en lidt anderledes måde at gribe kirkearbejdet an på.
“Jeg har drømt om at kunne lave kirke på en lidt anden måde, end man altid har gjort og give plads til at vi kan spørge os selv, hvorfor gør vi det her? Giver det mening? Og heldigvis er menighedsrådet med på, at vi prøver at gå nye veje”.
Alter midt i rummet Selve kirkerummet viser tydeligt, at Kirken i Ørestad er anderledes end traditionelle kirker. Rummet er et tidligere butikslokale med højt til loftet og rå betonvægge, hvor man stadig kan se mærker efter slibemaskiner eller betonsammenføjninger.
Vinduerne er høje og kaster et flot lys ind i lokalet. Det traditionelle alter er erstattet af et bord med en plade af røgfarvet glas, men det er ikke placeret op ad væggen, som det ellers normalt er, men er placeret ude i rummet.
Front mod menigheden Når Rikke Weissfeld læser fra teksten eller beder bønner, sker det med front mod menigheden og ikke med ryggen til, som det ellers er udbredt i folkekirken.
“Der er fine teologiske grunde til, at man står med ryggen til, men det folk ser, er, at der står en med ryggen til, og det giver ingen mening rent formidlingsmæssigt, og for dem, vi er kirke for, er det dårlig formidling at stå med ryggen til, og det, jeg hører, er, at det giver et større nærvær,” fortæller hun.
Menigheden er også med på at gøre tingene på en ny måde, måske fordi at de netop bor i en ny bydel, Ørestad.
“Jeg oplever Ørestads borgere som meget ressourcestærke. De har tænkt over, hvor de gerne vil være, hvor de gerne vil bo. De kunne have valgt at bo på Frederiksberg eller Østerbro, men det har de ikke gjort, og det siger noget om, at det er meget selvbevidste mennesker. Det er folk, der godt kan lide natur, og at ting er kantede eller har lidt kant. De er med på at kirken også er moderne,” siger Rikke Weissfeld.
Kristendom i øjenhøjde På væggen hænger en enkelt altertavle af Arne Haugen Sørensen, der er et forstudie til et kirkevindue, så det har den karakteristiske buede form. Motivet er de tre kvinder, der kommer til Jesu grav, efter han er opstanden. I øjeblikket har kirken billedet til låns, men Rikke Weissfeld håber en dag at have samlet penge nok ind til at kunne købe det.
Da hun så kirkerummet første gang var det helt tomt og der lå et enormt kors på gulvet og så meget massivt ud. Nu er det kommet op på væggen og blevet rammet ind, så det ikke længere ser dominerende ud.
“Kristendommen skal ikke kun være for dem, der kan lide klassisk musik og gamle salmer. Så bliver Gud meget lille, og det gør mig ulykkelig, for jeg mener, Gud er alting. Gud er vores liv, så jeg drømmer om, at kirken kan omfatte mere end traditionerne.
Kristendommen er ikke noget, der skete i gamle dage. Kristendommen er nu og kan bruges lige nu. Hvis man ellers formidler den, så det siger folk noget.”
Afstikker til scenen Rikke Weissfeld kommer ikke selv fra et kristent hjem og droppede ud af konfirmationsforberedelsen. Den lidt punkede pige fra Jylland gad ikke stå op søndag morgen for at gå i kirke. Lidt senere, da familien flyttede til Luxembourg, begyndte Rikke at gå i kirke, og her blev hun også konfirmeret som 16-årig.
“Da jeg sad i kirken, oplevede jeg, at det, der blev sagt, vakte genklang i mit liv, og ramte det jeg selv gik og tænkte på. Det har været en ledetråd for mit senere i mit kirkearbejde, at menigheden skal kunne se, at de kan bruge kristendommen nu i deres liv.”
Det blev ikke præst, Rikke valgte at uddanne sig til i første omgang. Hun kom som 19- årig ind på Statens Teaterskole. Men tanken om at gå kirkevejen strejfede allerede den unge pige.
“Jeg elsker at spille teater og at bruge mig selv, men jeg er ikke god til at være mit eget produkt og skulle gå ud og sælge mig selv og hele tiden, være på jagt efter det næste engagement, så jeg begyndte at læse teologi, hvilket tog næsten ti år. Eftersom jeg også lige skulle have nogle børn og blive skilt. Jeg havde også en masse arbejde ved siden af studierne for at få det hele til at hænge sammen.”
Altid tid til en snak Rikke Weissfeld har tidligere været præst ved Sundby Kirke og oplevede her, hvordan folk bruger præsten til en snak om livet. I Ørestad er interessen for at tage en snak med præsten endnu større.
“De eksistentielle udfordringer er de samme som alle andre steder, men der kommer også nogle, som har tænkt over nogle teologiske aspekter, som de gerne vil tale med mig om. Så tænker jeg, at jeg nok hellere må forberede mig lidt,” smiler hun.
“Jeg synes at det er meget smukt, at folk kommer for at tale med mig. Det er ikke alle, der ved at man kan gøre det, og endnu flere burde benytte sig af muligheden.”
Nye arrangementer Det er nu godt et år siden at Kirken i Ørestad åbnede. Fra starten har der været talrige arrangementer. For de mindste er der Ulvetime den sidste torsdag i hver måned. Flere gange har Rikke Weissfeld lavet pilgrimsvandring på Kalvebod Fælled, hvor gudstjenesten holdes i det fri. Et særligt arrangement er det såkaldte 3 – i -1, hvor en kendt person kommer forbi Kirken i Ørestad og får en snak om tro med Rikke Weissfeld.
“Der kommer ting frem, hvor jeg nærmest taber kæben, når gæsterne fortæller om deres gudsoplevelse. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde videre med konceptet og måske få besøg af en imam eller en ateist, folk der er søgende på forskellig vis. Jeg har en lang liste, og jeg tænker, det kan fortsætte i mange år.”
Ikke nogen plan Påsken er kirkens største højtid, og i år afholdt Rikke Weissfeld skærtorsdagsgudstjeneste, hvor menigheden spiste sammen og fik lam og vin. For Rikke Weissfeld er det helt naturligt, at kirken er mere end Højmesse om søndagen.
Det er ikke, fordi hun har en bestemt plan, som hun arbejder efter.
“Det er en form for instinkt hos mig. Men jeg er også meget inspireret af præsterne på Vesterbro, som jeg synes er meget seje når de hele tiden tænker ud af boksen på. Det handler meget om at sætte andre ord på – at trække budskaberne ned til det liv, som vi har her og nu. Påsken rummer fortællinger om svigt, forræderi, tvivl, ensomhed, og om kærlighed og tilgivelse. Alt sammen noget som er i et menneskeliv, som vi kan genkende. Hvis vi bruger de ord om påsken, så bliver det mere nærværende. hvis jeg taler om at ‘bryde brødet’ og ophøje det hele, så bliver det mere form end indhold, og jeg vil gerne have, at det er omvendt.”
Kristuskrans Nytænkningen kan også række bagud i tid. For eksempel går Rikke Weissfeld ofte med en såkaldt kristuskrans. Ved dåbshandlinger tænder de voksne et lys, og tager det med hjem som et minde.
Rikke Weissfeld tager også med glæde imod idéer fra menigheden. Et nyt arrangement kommer til at hedde Kaffe Med Mere, hvor der sammen med kirkekaffen efter gudstjenesten er mulighed for at få en snak om, hvad der skete under gudstjenesten. Var der noget i teksten, der ramte noget eller måske i salmerne?
“Det er en supergod idé, som jeg ikke selv ville have fået, og min erfaring fra teaterverdenen er også, at man får federe idéer, når man gør noget sammen. Så kirke er noget, vi laver sammen.”
Vil bo i sin menighed Til efteråret kommer der en udendørs høstgudstjeneste for hele familien, som arrangeres i samarbejde med Skelgårdskirken i Tårnby og Naturcenter Amager. Her håber Rikke Weissfeld, at der for alvor kommer opmærksomhed omkring Kirken i Ørestad, for hun er godt klar over, at kendskabet til kirken godt kunne være bedre.
“I den protestantiske kirke er præsten en del af menigheden, og lige nu bor jeg desværre ikke i Ørestad. Men jeg flytter ind i Porthuset i en præstebolig første september. Det har altid været et stort ønske for mig at skulle bo, der hvor jeg er præst. For for mig er det at være præst ikke et otte til fire arbejde, men det levede liv.”
“Jeg vil gerne have, at kristendommen ikke reduceres til dem, der kan lide klassisk musik og gamle salmer. Så bliver Gud meget lille, og det gør mig ulykkelig, for jeg mener, Gud er alting”.
