Bjørn fra Ørestad Loppemarked laver nu Københavns længste marked med omkring 2 kilometer standpladser fra Kay Fiskers Plads til Bella Center.
Lørdag 17. juni omdannes en stor del af Ørestad City til et loppemarked med over 500 stande fra Kay Fiskers Plads, og ned langs kanalen og sivegaden til Bella Center metrostation.
Markedet kommer til at fylde intet mindre end 12.000 kv. over en strækning på hele 1,2 kilometer. Med standpladser på begge sider bliver strækningen på næsten to kilometer med stande.
Arrangøren er Ørestad Loppemarked, som i de sidste to år har haft stor succes med sine loppemarkeder i Byparken og i Ørestad Syd.
“Vi er virkelig vokset med raketfart. Og vi oplever stadig, at flere og flere besøgende kommer til,” fortalte Bjørn H. Jensen, som er stifter og leder af Ørestad Loppemarked, da han i august 2022 satte et marked op Byparken med 150 stande.
“Den nye beliggenhed har en perfekt central placering med metro ved Field’s i den ene ende af markedet, samt metroen ved Bella centeret i den anden ende. Så der er gode muligheder for offentligt transport med metro, bus og tog,” skriver Ørestad Loppemarked.
Det store loppemarked skal suppleres med underholdning. Der vil bl.a. være stand-up komikere, orkester og tryllekunstner.
Prisen for en stand er 120 kroner og konkurrerer derfor med de billigste loppemarkeder i København. Der er mulighed for at leje borde og stativer i begrænset parti. Parkeringsmuligheder i Fields og diverse p-huse langs markedet. Der er fri entré for besøgende. Bestil stand på bhj-2@hotmail.com. Læs mere på https://oerestadloppemarked.com/services/bestil-stand/.

Markedet opstilles mellem Ørestad Station og Bella Center metrostation – langs med hovedkanalen og Sivegaden.
Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve