København er værtsby for The 2025 UCI BMX Racing World Championships 2025, der køres fra 28. juli – 3. august på banerne Ved Slusen 2 tæt på Artillerivej. Op mod 3.500 ryttere deltager, og 20.000 vil følge løbene.
Fra 28. – 31. juli kan man opleve Challenge- og Masterløb, hvor børn fra 8 år op til velkørende seniorer kaster sig ud på den bugtede bane. Flere end 3.300 ryttere deltager, og vil fra mandag til torsdag kæmpe om de i alt 39 verdensmesterskabstitler i deres klasser.
I weekenden 2. – 3. august kører juniorer, U23 og eliten om medaljer og VM-titlerne. Her kæmper verdens bedste ryttere om de eftertragtede mesterskabstitler og regnbuestriber foran et begejstret internationalt publikum. 16 danske landsholdsryttere vil kæmpe fokuseret på at komme på podiet.
Internationalt ventes OL-guldvinderne fra Paris, australske Saya Sakakibara og franske Joris Daudet, at stille til start. Helt særligt er det, at Daudet vandt sit første VM i 2011, hvor mesterskaberne også blev kørt i København – på samme bane.
En BMX’er er en lille cykel, hvor rytteren hele tiden står op i pedalerne. Det er en intens sprintsport, hvor rytterne efter nedkørsel af en rampe otte meter (eliten) opnår hastigheder på op til 60 km/t, mens de navigerer gennem hop og skarpe sving. En typisk omgang – et såkaldt heat – varer mellem 30 og 45 sekunder.
Banen Ved Slusen på Amager er DCU´s national elite træningscenter inden for BMX, og daglig base for de danske landsholdryttere med landstræner Klaus Bøgh i spidsen. Banen er ca. 400 meter lang og består af to ramper (8 meter for elite og 5 meter for challenge/masters) samt tre sving. Op til verdensmesterskabet er hele anlægget renoveret med nye overflader på ramperne, svingene er gjort højere og med ny asfalt.
Verdensmesterskabet arrangeres af Danmarks Cykle Union (DCU) med stor støtte fra Sport Event Denmark, Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen samt UCI (Den Internationale Cykleunion).
Læs mere på bmxracingworlds2025.com. Billetter via ticketmaster.dk








