83-årigt kunstnerpar har over 100 udstillinger bag sig – og de er langt fra klar til at lægge penslerne

Grete Krag Jacobsen og Joachim Knop har brugt det meste af deres fritid hele livet på at tegne og male. Efter et langt arbejdsliv som læger har det 83-årige ægtepar nu indrettet et atelier på toppen af VM Bjerget i Ørestad.

Hvis man tager Danmarks eneste skrå elevator og kører diagonalt op gennem det 16 meter høje, katedrallignende parkeringshus, hvor hver etage har sin egen farve, gemmer der sig på toppen et spektakulært syn.

Bag en uanseelig dør har kunstnerparret Grete Krag Jacobsen og Joachim Knop indrettet et atelier på syvende sal, med udsigt over Ørestad.

Her står farvestrålende billeder langs væggene, pensler og maling ligger klar, og gennem vinduerne er der udsigt over den bydel, som parret gjorde til deres hjem for elleve år siden efter mere end fire årtier i Nordvest.

Selvom de begge er 83 år, er der ikke meget, der tyder på, at de snart har tænkt sig at lægge penslerne fra sig. Tværtimod.

Joachim Knop udstillede i juli på Galleri Nybro, Sankt Pederstræde. Foto: Josefine Munch-Petersen

Spirrende romance på lægestudiet
Grete Krag Jacobsen og Joachim Knop har hver især mere end 50 udstillinger bag sig, og så sent som i juli kunne Joachim Knops værker opleves på Galleri Nybro i Sankt Peders Stræde i København.

Nu hvor det lange arbejdsliv som læger er afsluttet, håber de begge, at der bliver endnu mere tid til kunsten i de kommende år.

“Det har både været motiverende og inspirerende, at vi har haft den samme hobby, men vi har selvfølgelig også konkurreret lidt med hinanden. Jeg har ofte tænkt: ‘Nu er hun blevet bedre end mig’, og det har motiveret mig til selv at blive bedre,” siger Joachim Knop.

Grete Krag Jacobsen og Joachim Knop mødte hinanden på medicinstudiet og blev færdiguddannede som læger i henholdsvis 1971 og 1970.

Men allerede under studierne blev penslerne brugt flittigt.

Joachim Knop tegnede blandt andet karikaturer til et studenterblad, mens Grete Krag Jacobsen malede akvareller, når parret rejste sammen.

Selvom det var medicinstudiet, der førte dem sammen, var kunsten en vigtig del af det, de faldt for hos hinanden.

“Vi beundrede hinandens kunst, og det var også noget af det, der gjorde, at vi blev tiltrukket af hinanden. Det har bundet os sammen lige fra starten, at vi delte den her interesse, ” fortæller Grete Krag Jacobsen.

11 år på toppen af Ørestad
Joachim Knop begyndte at udstille straks efter, at han havde aflagt sit lægeløfte, og havde sin debutudstilling i 1971. For Grete Krag Jacobsen gik der lidt længere, da hun snart fik to små børn på armen.

I 1973 fik parret tvillingedrenge, og hverdagen med både børn og krævende lægekarrierer var selvsagt travl, selvom de fik hjælp til pasning.

Joachim Knop blev psykiater, mens Grete Krag Jacobsen specialiserede sig i patologisk anatomi og blandt andet arbejdede med cancerdiagnostik i mange år.

Grete Krag Jacobsen ved sjældent på forhånd, hvad der kommer frem på lærredet, når hun går i gang med at male. Foto: Josefine Munch-Petersen

Familien boede samtidig i hele 41 år i det samme hus i Nordvest. Oprindeligt flyttede Grete Krag Jacobsen og Joachim Knop ind på overetagen sammen med et andet lægepar fra studiet, som bosatte sig i underetagen.

“Til sidst blev huset for besværligt. Trapperne var stejle, og når vi skulle i bad, måtte vi ned i kælderen,” forklarer Grete Krag Jacobsen.

Derfor tog de for elleve år siden til fremvisning i i VM Bjerget, hvor de faldt for en lejlighed med stor, privat terrasse og udsigt over byen.

At de samtidig skulle ende med at få deres eget atelier på toppen af bygningen, var lidt af et tilfælde. Først efter indflytningen fandt de ud af, at der stod et tomt erhvervslejemål på syvende sal, som de kunne få lov til at leje og senere købe og indrette.

“Det var egentlig lidt tilfældigt, at vi fandt ud af, at lokalet var ledigt. Men det var jo oplagt for os at bruge det som atelier, og det er skønt, at man kan stå heroppe og se ud over Ørestad,” fortæller Joachim Knop.

Selvom deres kunstneriske udfoldelse i perioder har været sat på pause gennem livet, er den aldrig døet ud.

I 1985 stod Grete Krag Jacobsen i en situation, hvor kunsten pludselig føltes som en vigtig ventil. Hun havde netop forsvaret sin doktordisputats, og efter en lang periode med videnskabeligt arbejde fik hun et stort behov for at “bruge den anden hjernehalvdel”, som hun selv siger.

Tvillinger arver begges talenter
Hun begyndte derfor at klippe, klistre og lave collager. Det blev til et væld af værker, som siden blev startskuddet til hendes første udstilling.

Siden har både Grete Krag Jacobsen og Joachim Knop udstillet mere end 50 gange hver.

De beskriver begge det at male som en proces, hvor man ikke nødvendigvis ved, hvad der kommer frem, når penslen rammer papiret.

“Jeg kan begynde med nogle farver uden rigtigt at vide, hvad det skal ende med. Så arbejder jeg videre, og på et tidspunkt begynder der måske at komme noget frem, som jeg genkender,” fortæller Grete Krag Jacobsen.

Nogle gange kan det være et landskab eller et sceneri fra noget, hun har set på en af parrets mange rejser til eksempelvis Bali og Grønland.

“Det spændende er netop, at man ikke ved det på forhånd. Man må give lidt slip og se, hvad billedet udvikler sig til,” siger hun.

At familien både er rundet af lægegerningen og kunsten afspejles også i parrets tvillingesønners karrierevalg. Den ene er blevet læge, mens den anden arbejder som grafisk designer.

Grete Krag Jacobsen og Joachim Knop fik lov at købe et tomt erhvervslejemål på 7. sal i VM Bjerget. Her har de indrettet atelier. Foto: Josefine Munch-Petersen

Inspireret af psykoanalyse
Joachim Knop arbejder både med det planlagte og det uforudsigelige i sine billeder. Gennem stort set hele sin kunstneriske karriere har han været meget optaget af rammen omkring motivet.

For ham er rammen ikke bare noget, der sættes på, når værket er færdigt, men noget, han gør til en del af selve billedet.

Hans billeder har derfor ofte to “rammer”, hvor den ene er malet omkring motivet, mens den anden er den fysiske ramme yderst.

“Der er et udtryk fra psykoanalysen, der hedder ‘the framing becomes the content’. Det er den tankegang, jeg er inspireret af. Rammen er med til at ændre det, man ser inde i billedet,” forklarer Joachim Knop.

Ligesom rammerne omkring mennesker har betydning for, hvordan de udfolder sig og tager sig ud, mener han, at det samme gør sig gældende for et motiv.

“Hvis jeg for eksempel maler en sangtekst rundt om motivet, bliver det et helt andet billede, end hvis rammen er sort- og rødstribet. Man kan blive ved med at eksperimentere med, hvad rammen gør ved motivet i en uendelighed,” siger han.

Rejser har også været en tilbagevendende inspirationskilde for Joachim, som ofte inddrager palmer, lianer og hytter i sine motiver. Det blev også tydeligt med udstillingen “Tropesyner,” som han holdt i 2024.

Hvornår de næste udstillinger bliver, ved Grete Krag Jacobsen og Joachim Knop endnu ikke.

Men én ting er sikkert: De kommer til at male mere og fortsætte med at holde både sig selv og hinanden i gang ved at følge med i og lade sig inspirere af hinandens kunstneriske udfoldelse.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »