Åbning af midlertidigt byrum på Asger Jorns Allé

Et nyt midlertidige byrum på Asger Jorns Allé bliver indviet på søndag klokken 15.

Det er By & Havn, som sammen med Ørestad Syd Borgerforening, Ørestad Bibliotek og Kulturhuset Islands Brygge holder en advenstfest ved byrummet, som ligger bag de fem foodtrucks på Asger Jorns Allé.

Det midlertidige byrum er lavet som en midlertidig ‘erstatning’ for det kommende lokale foreningshus Byens Hus på Asger Jorns Allé, som har været forsinket i flere år. Indtil Beboer- og kulturhuset kommer, skal den midlertidige plads bruges til kulturtilbud, foreningsaktiviteter og plads til fejringer af fælles mærkedage og begivenheder. 

Det midlertidige byrum er indrettet sammen med lokale kræfter. Idéen er at skabe en ramme for udendørs aktiviteter i bydelen i de kommende år. Indtil nu er arealet ryddet og gjort plant, og der er opsat containere, som danner rammen om en udendørs plads med flisebelægning og lyskæder. Senere på måneden kommer der en juletræsskov, og der er indkøbt borde og bænke, som kan bruges til arrangementer. 

Til adventsfesten på søndag 1. december kl. 15 kommer Ørestad Kor og synger danske julesange og amerikanske christmas carols. Ørestad Syd Borgerforening laver julelege for børn. Der vil være gløgg, saft og æbleskiver, mens man ser udstillingen med fotos fra fotokonkurrencen This is Ørestad.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »