Alle er inviteret når Københavns største modeshow vender tilbage i Bella Center. Oh Land synger på catwalken.
Den københavnske modeuge Copenhagen International Fashion Fair kan føles som lukket land for den brede befolkning. Men moden er for alle, og den er både kunstnerisk og kommerciel. Det mener modemessen CIFF i Bella Center, som under modeugen slår dørene op for sit modeshow mandag 7. august i Bella Arena.
Over 1.200 publikummer får mulighed for at indtage tribunerne til modeshowet, som også omfatter koncertoplevelser med Oh Land og Emil Kruse. Billetterne kan købes af alle og koster fra 85 kr. pr. stk.
Uffe Buchard og Jens Løkke fra Darling Creative Studio står bag selve modeshowet – Fashion Show Experience. Blandt de mange brands kan nævnes Works and Days, Angulus, Notes du Nord, Envelope1976, ISNURH, Gant, Modström, Billi Bi, Past Tense Studio og Lindbergh. Dertil kommer brands, der har permanente CIFF-showrooms i huset.
”Med vores Fashion Show Experience skaber vi ikke kun en platform, der hylder modebranchen i sin fulde og fortjente bredde og slår tonen for modeugen an. Målet er tillige at medvirke til at demokratisere modeugens tilbud målrettet de almene forbrugere, som er stærke drivere for branchens fortsatte kreative udvikling og økonomiske trivsel,” siger Director of CIFF, Sofie Dolva.
Inden der blændes op for selve modeshowet, er der mulighed for at for at gå på opdagelse i CIFF Beauty-området, som normalt er lukket land for private forbrugere.
”Vi har i år omdannet Bella Arenas vidstrakte foyer til en beauty-udstilling, som går hånd i hånd med modemessen i sin mere tøjtraditionelle forstand. Derfor er det oplagt, at showgæsterne får adgang til at udforske området, inden lyset dæmpes, baren åbner og forestillingen starter,” slutter Sofie Dolva
CIFF Fashion Show Experience. Mandag 7. august 2023 kl. 17.00. Dørene åbner til CIFF Beauty kl. 15.30
Bella Arena ved Bella Center Copenhagen. Indgang 4 for foden af AC Hotel Bella Sky. 85 kr. pr. person
Begrænset antal billetter via dette link
Foto: CIFF – Copenhagen International Fashion Fair