Alment boligbyggeri på den sidste grund i Bellakvarter

Det almene boligselskab fsb vil bygge 72 boliger i Bellakvarteret ud til  Ørestads Boulevard. En L-formet bygning skal give landsbystemning.

Byggegrunden på Haldor Laxness Vej 30 er den sidste tomme grund i den sydlige del af Bellakvarter. Den ligger ud mod Ørestads Boulevard så med byggeriet fuldendes gadeforløbet langs med boulevarden.

fsb-projektet er tegnet af Juul Frost Arkitekter og opføres i to bygninger med forskellig højde.

Her skal der være 72 familieboliger, heraf 14 billige boliger til en særlig lav husleje og 4 tilgængelighedsboliger (handicapvenlige boliger). 

fsb-ejendommen kitter ind i karréen sammen med Mørchs Hus, som er bygget syd for projektet (øverst).
Illustration: Juul frost arkitekter

Midt i byggeriet kommer der et fælles gårdrum, som deles med det allerede opførte private byggeri Mørchs Hus.

Mod syd anlægges en mindre byplads, der som en lomme i vejforløbet skaber et ophold omkring bebyggelsen for kvarterets beboere.

Der kommer mindre passager  centralt i gårdrummet som åbner bebyggelsen op mod omgivelserne. 

“Den  4-etagers L-formede bygning mod vest bidrager til den transparente og nedskalerede landsbystemning man får når man bevæger sig rundt i de mindre befærdede gader i Bellakvarter,” står der i oplægget til projektet.

De fleste af boligerne får  et “godt sollys ind fra sydvest og får altaner placeret i den retning, såfremt det er muligt”.

Teknik- og Miljøudvalget har 30. oktober givet tilsagn om kommunal støtte til det almene boligselskab fsb i form af grundkapitallån på 8 procent af anskaffelsessummen til familieboligerne, svarende til 13,22 mio. kroner.

20 procent alment
I lokalplanen for Bella Center er der stillet krav om at der skal opføres almene boliger svarende til minimum 27.740 kvm. af det samlede boligetageareal, svarende til 20 procent almene boliger. Det nye fsb-projekt bidrager med 5.428 kvm.  og dermed opfyldes kravet om 20 procent almene boliger i lokalplanen.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »