Det bliver lidt dyrt, og besværligt. Og det vil tage 8-12 år. Men det kan sagtens lade sig gøre at lægge låg på motovejen og jernbanen gennem Ørestad.
Det viser en foranalyse, som Københavns Kommune netop har modtaget fra det rådgivende ingeniørfirma COWI. Kommunen har bestilt foranalyse for at kunne tage stilling til om 2,5 kilometer Øresundsmotorvejen skal overdækkes helt eller delvist. Analysen giver svar på, hvor meget det cirka vil koste, og hvad der er teknisk muligt.
Forskellige typer
Rapporten fra COWI undersøger mulighederne for hel eller delvis overdækning af strækningen mellem udfletningen fra amagermotorvejen og frem til grænsen imod Tårnby Kommune. Forskellige overdækningstyper er blevet undersøgt:
- Let overdækning, hvor overdækningen alene er dimensioneret til at kunne bære egenvægt, snepåvirkning og andre naturlaster samt eventuel adgang for drift og vedligehold.
- Tung overdækning, som kan tåle en belastning i form af jordopfyld, landskab, byrumsaptering, færdsel af køretøjer, småbygninger mv. En tung overdækning vil principielt set også kunne dimensioneres til at bære rigtigt byggeri, men dette er ikke forudsat i foranalysen.
- Hamborgskærme, som er en nyere type støjskærm hvor den øverste del er rager ind over kørebanerne. Skærmen er udviklet til overdækningsprojektet for motorvej A7 i Hamborg.
Og så til prisen
Foranalysen har undersøgt fire forskellige kombinationer overdækning/støjskærme i forskellige længder. Og sat prisskilte på:
• Støjreduktion med Hamborgskærme + Tung overdækning ved Ørestad City. 1600 meter: PRIS: 1,3 mia. kroner

• Støjskærme + Let overdækning med solcelleanlæg + Tung overdækning ved Ørestad City. 2500 meter. PRIS: 1,91 mia. kroner

• Let + Tungere overdækning på et større område + Støjskærme. 1600 meter. PRIS: 3,65 mia. kroner

• Tungere overdækning + Solcelleanlæg + Støjskærme. 900 meter. PRIS: 1,58 mia. kroner

Hvornår?
En overdækket motorvej ved Ørestad kan være klar om 8-12 år. Dvs. i tidligts i 2031. Scenarie 1 vurderes at kunne gennemføres hurtigst af de fire scenarier, og scenarie 3 vurderes at være det mest tidskrævende.
Hvad med motorvejsudvidelsen?
Til næste år vil Sund & Bælt starte arbejdet med en udvidelse af motovejen med et ekstra spor i hver retning. Men udvidelsen behøver ikke at være en forhindring for et overdækningsprojekt, vurderer analysen. Tværtimod kan der opstår nogle synergieffekter ved at koordinere de to projekter.

Det med småt
Ingen lover, at projektet bliver nemt og billigt. Snarere vanskeligt og dyrt – afhængigt af den valgte løsning. I et notat til Teknik- og Miljøudvalget skriver Teknik- og Miljøforvaltningen for eksempel:
“En overdækning af Øresundsmotorvejen er et komplekst projekt, og for- analysen peger på en række udfordringer, der skal undersøges nær- mere. Trafikafviklingen under anlæg er en væsentlig udfordring, og en eventuel overdækning af Øresundsbanen vil medføre, at den i perioder skal spærres. Mulighederne herfor skal afklares med Banedanmark og Sund & Bælt. De tværgående broer begrænser muligheden for at skabe en lang sammenhængende overdækning, og især metrohøjbanen har særlige sikkerhedsmæssige krav. Muligheden for at integrere de tværgående vej- og stibroer direkte ind i overdækningen kan undersøges.”

Flyt kolonihaverne?
Så der er mange ting der skal afklares, før Ørestads beboere kan bo, arbejde, passe kolonihave eller spille petanque ovenpå motorvejen. Men med foranalysen fra COWI er der nu kommet nogle konkrete bud på, at det faktisk godt kan lade sig gøre.
Teknik- og Miljøudvalget skal til august drøfte rapporten og tage stilling til de næste skridt. Et vigtigt punkt bliver selvfølgelig finansieringen. Skal staten være med til at betale? Skal By & Havn stå for projektet? Hvor meget kan man forvente at tjene på grundsalg på området over motorvejen?
En mulighed der nævnes i rapporten, er at flytte de varige kolonihaver langs Kongelundsvej (syd for motorvejen) ud på overdækningen, og lave byudvikling på område i stedet for. Det vil give penge i kassen, som kan være med til at betale for overdækningen.
Opdateres…







