Arenaskolen kan åbne ultimo 2026

Arena Skole og Fritid på Hannemanns Allé 30 kan efter årelang forsinkelse måske åbne i slutningen af dette år.

Det fremgår af en status på byggeprojektet, som Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune for nylig har modtaget.

Arena Skole og Fritid er Ørestads nye 4-sporede skole med idrætshal, svømmehal, madskole og klubfaciliteter på Hannemanns Allé 30. Projektet skulle have åbnet for elever og brugere i 2023.
Men gentagne udfordringer med at gennemføre projektet medførte, at kommunens byggeafdeling Byggeri København ophævede kontrakten med totalentreprenør, BAM Danmark.
Byggeri København har indgået aftale med Enemærke & Petersen A/S om at færdiggøre byggeriet. Selskabet er udførende entreprenør – med flere arkitekter og ingeniører under sig. Partnerskabet går under navnet TRUST II.
Nu skriver Byggeri København, at skolen “forventes ibrugtaget ultimo 2026. Byggeriet er i udførelse, og forløber planmæssigt i forhold til gældende tidsplan.” Tidligere er det meldt ud, at svømmehal og idrætshal først er klar i 2027.

Ørestads Boulevard 224
Der er også nyt om det forsinkede daginstitutionsbyggeriet på Ørestads Boulevard 224 (i ‘svinget’) hvor der skal bygges to selvstændige daginstitutioner på samme matrikel på hver 5 grupper. Byggeriet blev oprindeligt planlagt som en nøglefærdig daginstitution på 17 grupper med en privat bygherre, men blev i 2022 overtaget af Københavns Kommune pga. gentagne forsinkede leverancer.
Projektet “forventes ibrugtaget 3. kvartal 2028. Byggeriet afventer byggetilladelse,” skriver Byggeri København.

Den nye byggestatus er kommet efter at Børne- og Ungdomsudvalget sidste år besluttede, at Byggeri København (ByK) og Københavns Ejendomme (KEJD) løbende skal give en skriftlig og mundtlig orientering om “status på alle større renoverings- og byggeprojekter, herunder om tidsplaner overholdes, og om der er opstået væsentlige problemer.”

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »