Bambus legeskulptur på Byfælleden

Arenakvarteret har fået et nyt mini-byrum i bambus. Installationen er lavet i samarbejde med Stednær Arkitekter og er en del af arbejdet med at lave små opholds- og legezoner på Byfælleden.

Arkitekterne Janne og Josefine fik frie hænder, og over den sidste tid har naboer kunnet følge med i byggeriet, hvor der kun er genbrugt bambus, skriver orestad.net.

Installationen består nemlig af bambuspinde, som Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter havde på lager efter Copenhagen Light Festival i 2025, hvor Arenakvarteret var vært for lyskunstværket Bamboo Light Construction.

Den nye installation består af tre dele. To buede bambushegn skaber læ for vinden i det åbne landskab, hvor buerne følger solens rejse over himlen. Den ene åbner sig mod morgensolen i øst og den anden mod aftensolen i vest. På indersiden er store stenklodser arrangeret som siddepladser.

Imellem de to læhegn har arkitekterne bygget en portal med inspiration fra den japanske Torii 鳥居. Porten markerer en rumlig overgang — i Ørestads tilfælde mellem hverdagslivet og den leg og fordybelse, Byfælleden repræsenterer. De hængende bambusrør er skabt til at reagere på både vind og berøring, og allerede mens byggeriet stod på, fik arkitekterne dagligt besøg af børn, der ville teste de finurlige “fløjter” af.

Foto: Grundejerforeningssekretariatet Ørestad/orestad.net

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »