Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Beboere på Ørestad Plejehjem skal nu spise klimavenligt

Skrevet af: Jakob Korshøj

Som led i en ny klimavenlig indsats skal plejecenterets beboere spise mere grønt og mindre kød.

Københavns Kommune vil reducere CO2-aftrykket fra mad i offentlige institutioner med 25 %, og derfor skal plejecentre og børnehaver have mere klimavenligt mad på menuen. Den nye indsats begynder tirsdag 9. november, og Ørestad Avis er taget på besøg hos plejecenteret i Syd, hvor beboerne for første gang får serveret deres nye grønne alternative frokost, som de spiser sammen med overborgmester Lars Weiss (S) og sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).Vi er nogle gamle nogle, og vi bliver jo ikke yngre.

Menuen står på linsesuppe, og beboerne tager godt imod:
“Det er dejligt at prøve noget nyt, og så er det jo sundt. Vi er nogle gamle nogle, og vi bliver jo ikke yngre,” fortæller Elise, beboer på Ørestad Plejehjem.

“Jeg kan lide alt. Det har jeg altid kunnet. Og det er en god idé med den grønne mad. Så passer vi også på vores jordklode,” fortæller Dorte, der sidder til bords ved siden af Elise.

Københavns Kommune har fra tirsdag 9. november sat gang i en ny indsats for at reducere CO2-aftrykket fra kommunens madindkøb med 25 % inden 2025.

De klimavenlige måltider vil fremover betyde, at der bliver serveret mere grønt og mindre kød i de offentlige køkkener. At spise mere klimavenligt er dog ikke et farvel til alle livretterne, men det betyder, at favoritterne kommer på menuen i nye, grønne fortolkninger. Medarbejderne i kommunens godt 1.000 køkkener skal derfor også klædes på til at lave mere mad med mere grønt og mindre kød.

Teamleder Anne Mortensen fortæller, at plejecenteret har et stort arbejde foran dem:
“Det er en spændende, men også en udfordring på godt og ondt. Vi skal lege med nogle nye råvarer og have dem introduceret, så vores beboere også har lyst til at spise dem. Vi skal høre beboerne om, hvad de synes, og hvilke idéer de har til de nye grønne alternativer. Men vi kan mærke, at vi får flere beboere, som er friske på at prøve noget nyt af. Det er ikke alle, der helst bare vil have kødsovs og kartofler. Der er også en stor efterspørgsel på grøntsager. Men maden virker ikke, før den er blevet spist, så der er et kæmpe arbejde omkring kommunikation og information mellem køkkenpersonale, plejepersonale og beboerne.”

Begejstring og bekymring på rådhuset
Det nye, grønne fokus i kommunens køkkener vækker glæde hos flere borgmestre på Københavns Rådhus.

”Den mad, vi serverer til de ældre, skal først og fremmest være noget, de kan lide, og som opfylder de ældres ernæringsbehov. Og det kan godt gå hånd i hånd med klimahensyn. Vi har i dag været på Ørestad Plejehjem for at tale om, hvordan vi gør det på en holdbar måde, for vi kan ikke bare skære alt kød væk af forskellige årsager, herunder ernæringsmæssige. Men vi kan skære ned, og i dag ser vi, at flere og flere ældre begynder at interessere sig for det grønne køkken, og de vil gerne prøve noget nyt,” fortæller sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Det fik hun også en snak med beboerne på Ørestad Plejehjem om:
“Mange af beboerne her fortæller, at de savner mere grøntsagssuppe, som de var vant til at få som barn. Nogle af dem er efterkrigs-generationer, hvor der altså ikke var råd til kød hver dag. De har fået det meget, da de var børn. Mange af de ‘yngre’ ældre, der kommer herind, går op i klimavenlig mad.  Det har vi taget imod med kyshånd, og nu ser vi, hvor langt vi kan gå,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Overborgmester Lars Weiss (S) er også glad for den nye indsats:
”Vi ønsker i København at skrue på alle tænkelige håndtag for at reducere vores klimaaftryk og blive CO2-neutrale. Og her har vi som kommune en størrelse, hvor det også har en stor betydning, hvad vi serverer på tallerkenerne i vores køkkener. Derfor sætter vi nu ind med mere grøn og klimavenlig mad til københavnerne.”

Det er ikke alle på rådhuset, der er ligeså begejstrede:
“Jeg bliver ærligt talt så rystet, hver gang man blander ældre menneskers hverdag sammen med den ene overambitiøse klimakamp efter den anden. Man skal lade være med at ændre noget i ældres hverdag, ikke mindst den gode mad, uden at inddrage dem først. Kan man selv vælge, så er det fint. Bliver den mad, som ældre er vant til og glæder sig til, fjernet, så er det helt skævt. Problemet er, at dem, det påvirker, ikke bliver spurgt. Og det ser vi alt for ofte. Jeg bliver ærligt talt skuffet, fordi man igen igen igen tænker på miljøet, før man tænker på mormor,” siger Cheanne Nielsen (DF), kandidat til Borgerrepræsentationen.

Maden skal ifølge Københavns Kommune være klimavenlig, men uden at gå på kompromis med kvaliteten. Man har derfor igangsat et samarbejde med DTU Fødevareinstituttet og Meyers Madhus A/S. Det har resulteret i 750 nye opskrifter og en række pejlemærker, der fungerer som en rettesnor for, hvilke råvarer kommunens køkkenmedarbejdere kan skrue op og ned for, så de grønne måltider bliver både velsmagende og nærende.

Dagligt serverer Københavns Kommune 70.000 måltider, og målet er at reducere CO2-aftrykket med 30.000 tons inden 2025.

Close