Siden januar 2024 har Bella Center Copenhagen som en ny, gratis standard udarbejdet omfattende klimarapporter for alle større begivenheder afholdt i deres haller.
Både til eksterne kunder og organisatorer samt husets egne events som Copenhagen Gaming Week og CIFF – Copenhagen International Fashion Fair får kortlagt miljø- og klimapåvirkningen forbundet med afholdelse af events som messer, kongresser og store firmaevents
Initiativet er en del af Bella Centers ”Responsible Hospitality” strategi og skal komme kundernes og husets eget klima- bæredygtighedsarbejde til gode, men sigter også efter at inspirere bredt i den internationale kongres- og eventbranche.
Rapporterne giver et overblik over påvirkningen fra et bestemt event, herunder energiforbrug, affaldshåndtering, indkøbte varer og services, mad- og drikkevalg samt transport fra forsyningskæden. Dermed håber Bella Center at kunne skabe grobund for ny læring og løbende sparring med henblik på at styrke udviklingen af bæredygtige praksisser.
“Klimarapportering for events er et vigtigt redskab på vores vej mod at blive net zero i 2050. Det er et mål, der ikke er muligt for os at opnå alene, da den udvikling kun kan ske i samarbejde og dialog med de kunder og events, der fylder vores venue,” udtaler Frida Ulrik-Petersen, Director of Responsible Hospitality i hovedselskabet Bellagroup.
Initiativet er et nyt standardtilbud, og koster derfor ikke ekstra for eksterne kunder at få udarbejdet.
I forbindelse med en dobbelt-certificering tidligere på året, følger både hovedselskabet Bellagroup og Bella Center Copenhagen ISO-standarderne 14001 og 20121 for miljøledelse og bæredygtige arrangementer.