Nye ejere, ny ledelse, nyt navn og ny strategi i en ny bydel. Der er sket en forvandling efter coronakrisen i Bella Center, som nu er en del af Bellagroup og har fået Christian Folden Lund som ny adm. direktør. Han vil meget gerne være med til at udvikle Ørestads DNA.
Bella Center i Ørestad City er slet ikke til at kende igen. Langs den tidligere hovedindgang mod vest ligger nu den enorme Bella Arena og ankomstområdet er forvandlet til en kæmpe lounge i to planer. De tidligere messehaller er blevet mere imødekommende med sortmalede lofter og LED-belysning, som kan hæves og sænkes ned over stande eller borde. Snart vendes fronten af centret mod Bellatorvet og metroen.
“Vi går fra at have én hovedindgang til at have i alt syv indgange til Bella Center og Bella Arena. For med vores nye indretning kan vi ikke bare holde én messe eller konference ad gangen. Vi kan holde tre samtidige events med 5000 deltagere i hver sin afdeling,” forklare Christian Folden Lund, CEO i Bellagroup siden 2020.
Corona
Forvandlingen af Bella Center har nu stået på i flere år. Den blev startet af Christian Folden Lunds forgænger som CEO, Allan Agerholm. og den blev forsinket af coronakrisen kastede Bellagruppen ud i en stor krise, hvor antallet af fastansatte medarbejdere faldt fra 750 til 250, og alle de øvrige timeansatte forsvandt.

“Det var ren overlevelseskamp. Men det betød også, at der kom en ny ejerkreds, vi fik et nyt navn og lagde en ny strategi. Vi har fortsat moderniseringen, ikke kun af faciliteterne, men også af Bellagroup som arbejdsplads. Vil vil være en attraktiv arbejdsplads for de nye generationer, og søger nye markeder indenfor e-sport, kultur, tv og awardshows. Denne sommer har vi været vært for VM i e-FIFA, og en andet esport aktør lejede hele det ene tårn i AC Hotel Bella Sky for at kunne være her”.
Nu er corona overstået, og mange af de nye planer begynder af bære frugt. Kunderne vender tilbage, og udenfor centerets vægge skyder den nye bydel Bellakvarteret op.
“Engang lå Bella Center helt alene herude på fælleden, nu ligger vi midt i en by, og vi vil være en del af den by, af Ørestad. Få mere til at ske”, siger Christian Folden Lund.
Destination Ørestad
For Bellagroup fylder i Ørestad. Udover Bella Center driver man også hotellerne AC Hotel Bella Sky og Crowne Plaza Copenhagen Towers. De mange gæster skal opleve Ørestad som en destination, ikke bare som et sted med en god infrastruktur. Der skal skabes nogle synergier og oplevelser mellem de store bygninger:
“Det skal være attraktivt at blive i Ørestad og tage til Ørestad, for at spise, gå til koncert i Royal Arena, shoppe eller gå på bar. Ørestad har jo meget af det, som man virkelig savner i andre byer og byområder: En virkelig stærk infrastruktur, flere store venues, hoteller, golfbane, natur… Det HELE er her, og vi kan have tusindvis af gæster i vores by på én gang. Men så er der jo også de stille dage, som i dag, hvor du kan se at vi ikke har noget i kalenderen. Og der kan vi store aktører godt komme til at sidde inde i hver vores lukkede klodser, som virker ugæstfri for dem som går forbi, siger direktøren.
Han mener selv at Bellagroup har relativ succes med at holde fredagsbar, julefest eller smagsevents i Skoven i Crowne Plaza Copenhagen Towers.
“Vi skal prøve at holde på gæsterne før og efter de store koncerter i Royal Arena. De skal besøge Field’s, baren i Crowne Plaza, KAYS, Rasoi, Brasseri 8Tallet eller en af de andre steder herude. Og så vil jeg også godt nævne udstillingsstedet SIMIAN på Kay Fiskers Plads. Her ser vi at undergrunden og subkulturen er ved at finde vej til Ørestad. Og det er utrolig vigtigt, for det som kommer nedefra, er det som vi alle sammen nyder godt af på den lange bane”.

De store skal trække
Han synes at de store virksomheder og institutioner nu har fundet sig til rette i Ørestad, og fra at være enkeltstående mastodonter begynder de at samarbejde om projekter til gavn for bydelen. Netop derfor er Bellagroup med i ØICC.
“Vi har meldt os ind i ØICC for at melde os ind i fællesskabet i Ørestad. Sammen kan vi løfte meget store events og arrangementer. Jeg er åben for alle idéer, også et OL, som Kultur- og Fritidsborgmesteren arbejder for. København har jo vist, at vi kan løfte store events som EM og Tour de France. Blandt andet fordi at Ørestad har musklerne til at få det til at spille. Hvis vi virkelig skal have turisterne tilbage efter corona, er der brug for et fast tilbagevendende event.
“Det har vi bl.a. selv erfaring med via den mangeårige CIFF – Copenhagen Fashion Fair, som altid finder sted i Bella Center under Copenhagen Fashion Week. Men vi skal have fere årligt tilbagevende events, og vi kaster selv pt. ressourcer efter at få etableret en årlig Copenhagen Gaming Week. Det skal ikke bare være turneringer, men en hel festival, med alle mulige tilbud om e-sport, kultur og underholdning,” siger Christian Folden Lund.
“Det kan også være andre typer af årlige events. Hvor Ørestad er en medspiller, og hvor vi aktører i Ørestad samarbejder tæt.”
Christian Folden Lund
Administrerende direktør for Bellagroup siden 2020. Tidligere direktør i Bonnier (2017-2019) og Nordisk Film (2010-2016) samt Administrerende Direktør for Kino.dk (2010-2008) og direktør og redaktør for Alt om København (AOK) (2006-2008). Han er desuden Bestyrelsesformand for Fonden Roskilde Festivals og medlem af bestyrelsen for Visit Denmark.
Født: 20-08-1976. Uddannelse: Cand.scient.pol. (Københavns Universitet, 2003)
Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve