Bellakvarter i Ørestad City har opnået den hidtil højeste karakter for bæredygtige tiltag for et helt byområde. Det skyldes blandt andet, at kvarteret er bygget uden at inddrage eksisterende natur.
Som det første hele byområde i Danmark har Bellakvarter fået et guld-certifikat for arbejdet med bæredygtige tiltag efter det internationale DGNB-system, som måler hvor bæredygtige og klimavenlige bygninger eller hele bydele er.

“Bellakvarters guldcertifikat er resultatet af beslutninger tidligt i udviklingsforløbet og af et vedvarende og målrettet arbejde undervejs. Bellakvarter udmærker sig bl.a. ved håndtering af regnvand, biodiversitet og grønne byrum. Bilerne er samlet i p-huse og p-kældre; det giver plads til mere levende byrum. Og kombinationen af boliger, erhverv, butikker og kongrescenter skaber dynamik og øger livskvaliteten for beboerne,” siger Annemarie Munk Riis, direktør for Rådet for Bæredygtigt Byggeri, som står for de danske DGNB-certificeringer.
God balance
Certificeringen af byområder omfatter 45 målepunkter, bl.a. energiforbrug, materialeforbrug, byliv, friarealer, tryghed, håndtering af affald og regnvand, offentlig transport samt forhold for cyklende og gående. Der lægges også vægt på om bydelen er opført ved at nedlægge natur – eller på arealer som tidligere har været brugt til andre formål.
Siden 2012 har op imod 600 danske nybyggerier og renoverede ejendomme fået et DGNB-stempel, men det gælder kun to byområder. Munkebjerg Park i Odense fik sølv sidste år, og nu har Bellakvarter fået det første byområde-certifikat i Østdanmark – og det første herhjemme i guld.

”Lige fra begyndelsen i 2015 var det vores ambition at skabe en bydel med god balance mellem miljø, økonomi og sociale aspekter. Derfor er vi stolte over at modtage guldcertifikatet. Vi har udviklet en blandet og levende bydel med boliger, erhverv, butikker, spisesteder og et stort kulturhus, med mange tilbud om aktiviteter og med Amager Fælled som nabo. Det er en ekstra gevinst, at Bellakvarter har egen metrostation, så det er let og klimavenligt at komme til og fra bydelen,” siger Mette Kapsch, direktør for Solstra Development, der har udviklet Bellakvarter for de to ejere, AkademikerPension og Sampension.
2.350 boliger
Kvarteret på 270.000 kvadratmeter (svarende til 38 fodboldbaner) har i dag omtrent 5.000 beboere i 2.350 boliger. Når Bellakvarter står helt færdigt, vil det rumme en blanding af rækkehuse og lejligheder, af familieboliger og seniorboliger og af udlejningsboliger, ejerboliger og almene boliger. De nyeste boliger stod klar sidste forår, og yderligere 73 almene boliger er på vej.
Bellakvarter har omkring 600 arbejdspladser, bl.a. i flerbrugerkontorbygningen International House, i områdets 15 nytilkomne butikker og spisesteder – samt i Bella Center Copenhagen og AC Hotel Bella Sky Copenhagen.
Læs mere på www.bellakvarter.dk
.