Når Amalies menstruation nærmer sig, får kæresten Bertram en notifikation på sin telefon. Det har givet færre unødvendige gnidninger i forholdet – men også udløst kommentarer om, at han er under tøflen.
En stor buket blomster, lidt snacks eller måske bare en ekstra omgang tålmodighed.
Når Bertram Borglit får en notifikation om, at kæresten Amalie Kjeldtofts menstruation nærmer sig, skruer han lidt ekstra op for omsorgen derhjemme.
Parret bor sammen i Ørestad City, og det seneste års tid har Bertram fulgt med i Amalies cyklus gennem appen Flo, hvor hun selv har tracket sin menstruation siden 2019. Appen har en partnerfunktion, som gør det muligt.

Det er dog ikke Amalie, der har bedt ham om at følge med. Tværtimod var det Bertram selv, der foreslog det.
“Det giver bare en lidt større forståelse af hinanden. Det er ikke fordi, vi er nogle, der ofte har diskussioner, men vi fandt ud af i starten af vores forhold, at småtingene godt kunne fylde lidt mere, når det faldt sammen med Amalies menstruation. Derfor hjælper det os begge to, at jeg tracker hendes cyklus,” forklarer 25-årige Bertram Borglit.
Flyvende ægløsning
For Amalie startede behovet for at forstå sin egen cyklus, efter hun stoppede på p-piller.
Som teenager fik hun menstruation tidligt og blev efter et besøg hos lægen hurtigt sat på p-piller. I starten af tyverne gik det dog op for hende, at hun egentlig ikke havde lyst til at tage hormoner på daglig basis. Hun havde ikke en kæreste på det tidspunkt og ville samtidig gerne finde ud af, hvordan hendes krop fungerede uden medicinsk påvirkning.
Hun stoppede derfor på pillerne fra den ene dag til den anden og oplevede efter kort tid, at hun fik mere energi og følte sig mere i kontakt med sig selv. Til gengæld fik hun flere smerter og kramper under sin menstruation og oplevede også PMS-symptomer for første gang.
“Jeg lever mere med min cyklus nu. Selvom jeg til gengæld har nogle dage hver måned, som er virkelig nederen, så er det stadig bedre, end da jeg hele tiden var på hormoner. I ægløsningsperioden er jeg flyvende, og jeg føler generelt, at jeg er meget bedre i kontakt med mig selv nu,” siger hun.
De har også begge talt om, at ansvaret for prævention ofte ender for kvinden, og derfor er det vigtigt for Bertram, at Amalie ikke føler sig presset til at være på hormonel prævention.
“Når der ikke er noget tilsvarende til mænd, så vil jeg aldrig bede Amalie om at være på prævention, som kan påvirke hende negativt. Jeg ville ikke selv have lyst til at tage en pille, der gjorde mig utilpas, så selvfølgelig skal det være kvindens eget valg,” siger han.
Nogle snakke kan vente
Da parret fandt sammen for omkring et år siden, begyndte de at lægge mærke til, at små gnidninger oftere opstod på bestemte tidspunkter i Amalies cyklus.
Hun kunne for eksempel være mere tilbøjelig til at blive mere irriteret over at stå med opvasken alene, når hun var i de første dage af sin menstruation. Derfor har de også lært, at der er nogle snakke, som måske er bedre at tage på et andet tidspunkt.
“Det handler ikke om at bruge menstruationen som en undskyldning, men lidt ligesom hvis ens partner er syg med feber, så kan man godt tage lidt ekstra hensyn,” siger Bertram.
I praksis fylder Flo-appen dog meget lidt i hans hverdag. En gang om måneden får han en notifikation om, at Amalies menstruation nærmer sig, og så har han det i baghovedet.
Han køber i forvejen blomster til hende næsten hver uge, men omkring menstruationen kan der godt komme en ekstra buket eller en lidt større en. Han sørger også for at købe snacks – såsom chips, ost og skinke – og han køber også bind, hvis han opdager, at hun er ved at løbe tør.

“Det handler ikke om, at man skal indrette hele sit liv efter kvindens cyklus. Det giver bare en større forståelse af, hvordan Amalie har det,” siger han.
Amalie understreger samtidig, at cyklus-tracking hverken er en mirakelkur eller noget, der fjerner alle problemer i et forhold. Men hun oplever, at det har haft en positiv effekt på deres forhold, at Bertram ved, hvor hun er i sin cyklus.
Kaldt “simp” og under tøflen
I maj fortalte parret også om deres måde at bruge cyklus-tracking på i et indslag hos DR.
Efterfølgende tikkede der både positive og negative reaktioner ind på parrets sociale medier.
“Vi fik rigtig mange beskeder fra mænd, som ikke forstod, hvorfor man skal tage hensyn, og som synes, at samfundet allerede er gået for langt. Der er mange, der tror, at det er Amalies behov, men det er kommet fra mig,” siger Bertram.
Nogle har skrevet, at han er “under tøflen”, mens andre har kaldt ham en “simp” (red. tøffelhelt). De fik også beskeder om, at mænd i dag opfører sig som kvinder, fortæller parret.
Men ifølge Amalie har 8 ud af 10 af reaktionerne været positive og opbakkende – fra både mænd og kvinder.
Også deres egne familier var i starten lidt uforstående over for idéen, men ændrede ifølge parret syn på det, da de fik forklaret, hvorfor det giver mening for dem.
“For mig handler det også om, at menstruation ikke behøver at være et tabu. Halvdelen af befolkningen får det, men alligevel er man vokset op med en fortælling om, at det er ulækkert og noget, man skal skjule. Så på den måde er det også rart, at tale højt om det både med sin kæreste og i offentligheden,” siger Amalie.
Efter interviewet med DR har flere henvendt sig til Amalie og sagt, at hun er heldig at have sådan en kæreste, mens unge mænd har sagt til Bertram, at de selv er begyndt at tracke deres kærestes cyklus efter at have hørt parrets historie.
“Det synes jeg selvfølgelig er fedt. Det kræver jo ikke særlig meget, men det er en hurtig måde at styrke forståelsen af hinanden på,” siger han.








