BIG kåret som vinder: Nu skal Ørestad ‘patineres’ med naturkræfter

Forvent klipperformationer, vild natur og lavasprækker i fortovene. Nyt kunst- og arkitekturprojekt vender vrangen ud på Ørestad og lader vand, vegetation og gyldent lys bryde igennem underlaget.

De tre koncertscener i bydelen, DR Koncerthuset, Bella Arena og Royal Arena danner tilsammen det største koncertområde i Norden med flere tusinde besøgende. Men vejen fra metroen til de store koncertoplevelser er en lidt uhyggelig oplevelse med tomme pladser, ufærdige byrum og byggepladser som optakt til aftenen.

Illustration øverst: Byens Scene: DR-pladsen. (BIG/ Doug Aitken)

Et kunst- og byrumsprojektet skal lave om på situationen. Partnerskabet bag kunst- og arkitektkonkurrencen BYENS SCENE har nu udpeget vinderen i projektet, som skal give de tre eventsteder i Ørestad nogle kunstnerisk markante og oplevelsesrige byrum, hvor kunst, arkitektur og byrumsdesign smelter sammen i ét samlet udtryk. Det samlede anlægsbudget for projektet forventes at udgøre 90 mio. kroner.

Byens Scene: Royal Arena – Crack. (BIG/Doug Aitken)

En enig dommerkomité har netop udpeget forslaget ”The Impact” som vinder. Forslaget er udarbejdet i et samarbejde mellem den amerikanske billedkunstner Doug Aitken og den danske tegnestue BIG, der også har Niras og Volcano tilknyttet teamet.

Forvent klipperformationer, vild natur og lavasprækker i fortovene. Dommerkomiteen er begejstrede over vinderforslagets gennemgribende iscenesættelse, der både giver modspil til Ørestads skalaforhold, og tager udgangspunkt i og genbruger eksisterende materialer i området.
The Impact vender vrangen ud på Ørestad og lader vand, vegetation og gyldent lys bryde igennem underlaget. Ved DR Koncerthuset er vandet i fokus med iscenesættelsen af et klippelandskab ved det eksisterende vandbassin, der skiftevis indhylles i vanddamp og tåge.
Ved Bella Arena er den vilde natur på spil, der kravler op gennem sprækker og fungerer som vejviser. Jordens indre kraft buldrer frem i form af en gylden åre, der bryder overfladen ved Field’s og Royal Arena og suppleres af to gyldent belagte skulpturer.

Byens Scene: Royal Arena: Chandelier (BIG/Doug Aitken)

Bjarke Ingels, grundlægger og kreativ direktør i BIG, ser frem til at vende tilbage til Ørestad:
“Det er med stor glæde, at vi vender tilbage til Ørestad, 15 år efter at vi færdiggjorde 8-tallet. Denne gang med henblik på at puste liv mellem husene. Med “The Impact” har vi valgt en tilgang, som rammer de perfekte, færdige overflader som et meteornedslag, der skaber plads til livet og undtagelsen, naturen og kulturen. Som en slags urban Kintsugi – den japanske kunstart, hvor man reparerer knust keramik med guld – vil sprækkerne og brudfladerne udgøre en form for accelereret patinering af den ellers meget nye bydel. Med Leonard Cohens ord: “There is a crack in everything. That’s how the light gets in,” udtaler Bjarke Ingels.

Kim Bohr, chef for DR Koncerthuset, er glad for vinderforslaget:
“Vi får tre stedsspecifikke værker, der støtter den fælles fortælling og samtidig giver stederne en egenidentitet og selvstændig attraktionsværdi. Det er en samlende vision med en storslåethed og et format, der matcher den væsentlige kulturelle betydning, som scenerne i Ørestad udgør,” udtaler Kim Bohr.

Byens Scene: Bella Arena – Circular Park. (BIG/Doug Aitken)

The Impact indfrier i særlig grad konkurrencens ambition om at bryde med vanetænkning og traditionel opdeling mellem arkitektur og billedkunst i byrumsprojekter, mener Anne Skovbro, Administrerende Direktør i By & Havn.
“Det er præcis det, vi har lagt op til fra konkurrencens begyndelse,” udtaler hun.

Partnerskabet var BYENS SCENE består af Danmarks Radio, Bellagroup, Bellakvarter, Live Nation, By & Havn, Field’s/Steen & Strøm, Metroselskabet og ØICC (Ørestad Innovation City Copenhagen) har Konkurrencen finansieres af By & Havn, Københavns Kommune og DR. Den filantropiske forening Realdania støtter konkurrencen. Creator Projects er kunstneriske rådgivere.

Hent dommerbetænkning og fakta om konkurrencen her

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »