I seks år har denne skriverkarl været naturparkens udsendte i jagten på historier om livet i naturparken. Selv om det har kastet utallige ture af sig ud i områdets fjerneste hjørner, lykkes jeg stadig med at forvilde mig steder hen, jeg aldrig har været. Med jævnlige mellemrum og oftere end jeg måske vil indrømme.
Af Martin Kunzendorf, kommunikationsmedarbejder i Naturpark Amager
Hver eneste gang er det med en snert af irritation over ikke at have opdaget det nye sted allerede, men den veksles hurtigt til fryden over at være et nyt og forunderligt sted. Det kan være ned ad en ny sti, ind i en endnu ikke betrådt del af skoven eller bare et hjørne hvor jeg er faret en lillebitte smule vild.
Der er noget næsten luksuriøst over at gå forkert og være et sted, som man dybest set ikke helt ved hvor er. Særligt hvis man lader den mobile sladrehank ligge i lommen eller måske ligefrem helt har ladet den blive hjemme.
Drømmer vi i virkeligheden ikke alle om at opdage vores egen lille øde ø, hvor vi kan gemme os lidt fra verdens larm for en tid, inden vi vælger at vende tilbage til trygheden.
Naturpark Amager er nok blandt de steder i hovedstaden, hvor sådan en lille drøm bedst kan realiseres.
Selvfølgelig er det de færreste steder, hvor der ikke har været mennesker (de mindst betrådte er i øvrigt helt aflukkede naturreservater) men det er ret nemt at finde et sted hvor man er helt sig selv. Vi er langt over en million årlige besøgende i naturparken, men da vores samlede areal udgøres af en tredjedel af hele Amager, er pladsen ikke trang. Af gode grunde skal man lidt væk fra alfarvej for at forsvinde helt, men det er overraskende nemt, uanset hvor i naturparken man bevæger sig ind fra.
I den nordlige ende lige op ad byen, forlader jeg gerne Amager Fælleds stier og drejer gerne i modsatte retning af hvor flertallet bevæger sig hen. Gentager man det mønster nogle få gange, dukker der pludselig en hidtil ukendt kanal op, et magisk område med væltede træer eller et tæt krat, som hurtigt giver fornemmelsen af at være langt væk fra det hele, selvom byen måske kun er få hundrede meter væk.
Trasker man lidt væk fra Amarmino-ruten i Pinseskoven og Kongelunden, kan der dukke et fjernt beliggende shelter op, en lysåben plet eller bare en lille dyreveksel, som lokker med en vej mod det ukendte.
Og selv om Sydstranden ved Dragør ser ganske smal ud på et kort, er det ganske let at finde sin helt egen lille plet, hvor man kan slå sig ned og dagdrømme i timevis, uden overhovedet at blive forstyrret af andet end en nysgerrig fugl, drabeligt farverige guldsmede eller noget af alt det andet, som i øjeblikket har travlt med deres ynglemæssige gøremål derude.
Giver man sig selv lov til at lade tilfældet råde på sin vej derud, og måske bruger en halv dag på det, er der nærmest garanti for både naturoplevelser, nye indtryk og en ro vi nok alle er i underskud af. Eventyret venter nærmest lige udenfor døren.
