Grundejerforeningen Ørestad City har som et forsøg lavet bakker ud af den jord og græstørv, der var til overs fra efterårets anlægsarbejde i Byparken og Bellahusparken.
Bakkerne er et eksperiment på flere planer. Ikke bare ser de anderledes ud, fordi græsset er bevaret sammen med jorden. Metoden betyder også, at den såkaldte “topdressing”, man normalt nærer og udjævner græs med, er valgt fra. Det giver bakkerne et mere naturligt udtryk.

“Vi udnytter, at andre ting på den måde kan gro, og at bynaturen for en periode får lov at passe sig selv. Når det så bliver varmt igen, udsår vi blomster og planter bakkerne til med buske. Vi er ikke sikre på, hvordan det endelige resultat bliver. Men hvad vi er sikre på, er, at det bliver meget mere spændende end det, der var før,” forklarer Jakob N. Jensen, der er driftsansvarlig i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad.
Bakkerne er lavet af Grundejerforeningen Ørestad City i samarbejde med landskabsarkitekterne SLA og entreprenøren Malmos.