Børnefattigdom i København er et voksende problem. 4,6 % af byens børn lever i fattigdom, langt flere end landsgennemsnittet på 2,7 %.
Af Tobias Zimling. BR-kandidat for SF
I vores bydel – Amager Vest – lever 3,3 % af børnene under fattigdomsgrænsen – det er hundredvis af børn, hvis fremtid bliver formet af økonomisk knaphed.
Konsekvenserne er veldokumenterede: Børn i fattige familier klarer sig dårligere i skolen, får kortere uddannelser og ender med lavere livsindkomster og færre muligheder. Hvert femte fattige barn har levet i fattigdom i over tre år, hvilket cementerer en social arv, vi burde bekæmpe, ikke acceptere. Alt det viser den seneste opgørelse over børnefattigdom i hovedstaden, som kom sidst i februar.
Der er fuld gang i jobskabelsen i København. Det er godt! Men for nogle forældre er det svært – hvis ikke umuligt – at få et arbejde, som kan betale de høje boligpriser i hovedstaden. Jobskabelsen skal understøttes, men samtidig er det nødvendigt med konkrete socialpolitiske løsninger, hvor Københavns Kommune kan gøre en reel forskel for at komme børnefattigdommen til livs:
- Flere billige boliger, så børnefamilier ikke presses ud af byen.
- Bedre pædagogisk og social støtte til fattige familier, så børnene får en stabil opvækst.
- Tilskud til fritidsliv, så ingen børn udelukkes fra sport og fællesskaber.
Som lærer ved jeg, hvor ødelæggende børnefattigdom er for barnets muligheder og fremtid. Jeg stiller også op til Borgerrepræsentationen og vil arbejde hårdt for at løse problemet. For børnenes skyld!
Løsningerne er klare. Børns fremtid må ikke afgøres af deres forældres økonomi.