Der køres for stærkt og der parkeres ulovligt: Ørestad Syd Borgerforening vil nu have Københavns Kommunes politikere på banen. Der er brug for en fuld trafikanalyse af Ørestad Syd, som i dag ikke har trygge forhold for bløde trafikanter.
Problemerne har været der i flere år: Bilister kører alt for stærkt på Asger Jorns Allé. Det er svært for gående at krydse vejene uden lysregulering. Og der parkeres i midterrabatten så oversigtforholdene forringes.
Men ingen ser ud til at gøre noget for at løse trafikproblemerne i Ørestad Syd. Nu har Ørestad Syd Borgerforening skrevet til politikerne i både Økonomiudvalget og Teknik- og miljøudvalget, for at få dem til at rejse en sag, så der kan blive lavet en ordentlig trafikanalyse i kvarteret.
Foto øverst: Disse gummibump på Ejler Billes Allé har givet en dæmpende effekt på bilisternes hastighed – men der kan gøres mere, mener foreningen. (Facebook)
“På baggrund af rapporter fra politiet samt klager fra borgerne opfordres kommunen til snarest at se nærmere på, om der skal iværksættes trafikdæmpende tiltag og andre sikkerhedsforbedringer i områ- det,” skriver foreningen.
For høj fart
Borgerforeningen peger i første omgang på tre store problemer i området omkring Asger Jorns Allé og tilstødende veje:
– Især på Asger Jorns Allé og Ejler Billes Allé opleves, at der ikke er tilstrækkelige fysiske til- tag, hvilket fører til, at bilister kører med for høj fart. En nylig trafikanalyse har netop identificeret Asger Jorns Allé som særligt udsat for høj fart og utrygge krydsninger. Derfor foreslås vejbump, ligesom på Ejler Billes Allé.
– Der er behov for at etablere trafiklys ved krydsene mellem Asger Jorns Allé og Richard Mortensens Vej samt ved krydset mellem Ejler Billes Alle og Richard Mortensens Vej for at sikre en tryg passage for bløde trafikanter.
– Det skal gøres umuligt og ulovligt at parkere i midterrabatten på Asger Jorns Allé (fra Vestamager Metro op til Robert Jacobsens Vej). Parkeringerne forhindrer en ordentlig trafikafvikling og skaber yderligere risici, hvilket også er blevet bemærket af politiet og de lokale beboere.
Ikke første gang
Den første trafikanalyse blev lavet i 2020 i anledning af de midlertidige skolebygninger på ‘sigeliniegrunden’.
Grundejerforeningen Ørestad Syd fik i 2022 foretaget endnu en analyse af trafiksikkerhed i området syd for og omkring Asger Jorns Allé.
Ørestad Avis har også i flere artikler peget på problemer med trafiksikkerheden. Bl.a. ville man i 2021 opsætte krydsningsheller i kydset Asger Jorns Allé og Robert Jacobsens Vej. Men det sagde politiet nej til – da det “ikke skabte nok sikkerhed”.
Brevet til politikerne er sendt 18. marts.