Efter tre år var det på tide at få nye og friske øjne til at arbejde for bydelen, fordi især det politiske arbejde var gået totalt i stå.
Af Kristian Mouritzen, Robert Jacobsens Vej
Den forhenværende bestyrelse koncentrerede sig om det sociale liv, og det håber jeg, at den nye bestyrelse vil fortsætte med. Men selv det var spredt fægtning uden egentlig nogensinde at slå igennem.
Men der er først og fremmest et enormt behov for at få politisk indflydelse både i Borgerrepræsentationen og i By og Havn for at redde det, der kan reddes i bydelen. For Ørestad Syd har udviklet sig til noget nær en katastrofe for beboerne med manglende byliv og manglende indkøbsmuligheder.
Alt ligger spredt i Ørestad Syd uden en samlende enhed. Et supermarked til tusindvis af menneske de sidste godt ti år. Og det, der skulle have været vores forretningsstrøg er ødelagt af en planlægning, der ikke levner mulighed for byliv med boliger også i stueetagen, hvor butikkerne skulle have ligget.
Og By og Havns undskyldning med, at der ingen interesse er for at åbne supermarkeder i Ørestad Syd er rent ud sagt ikke rigtig. De står i kø for at åbne, hvis man spørger dem selv, hvilket jeg flere gange har gjort. Og man ser interessen i Bella kvarteret, hvor det ikke har været et problem med langt færre indbyggere.
Der kommer ganske vist et Netto nu i den nordlige ende af bydelen, men der burde på nuværende tidspunkt med befolkningstallet i mente være mindst fire.
Også apoteker, restauranter og andet glimrer ved sit fravær. Jo, der er et par stykker, som jeg selv frekventerer ofte for at holde liv i dem. Men de ligger spredt, ligesom de få andre butikker også ligger diverse steder.
Borgerrepræsentationen og By og Havn har gennemtvunget nogle planløsninger, der har ødelagt mulighederne for byliv, og hvis ikke der sættes en stor indsats ind for at tænke utraditionelt, så ender Ørestad Syd som en soveby – ganske vist tæt på København, men med de problemer, som sovebyer netop har.
Derfor skal den nye borgerforening arbejde politisk strategisk. Der skal være et stort lobbyarbejde, hvor politikerne stilles til regnskab for de beslutninger, der bliver truffet i vores bydel.
Vi skal komme med utraditionelle løsninger for at få stueetagerne i bydelen ryddet til fordel for forretningsliv. Så mange som muligt. Ingen tvivl om, at det bliver vanskeligt, men vi er nødt til at råbe højere for at undgå, at vi ender som det, kritikerne hele tiden har beskyldt området for – Ødestad.
By og Havns indflydelse må gerne mindskes, således at der finder en direkte dialog sted mellem politikerne og beboerne. By og Havn vil os det helt tydeligt ikke godt, og der er politikere, der af og til vågner og lover at samarbejde. Hold fast i dem, især også på den anden side af valget.
By og Havn har ikke levet op til det, man kan forvente, og de har skabt et monument i Ørestad Syd over alt det, der kan gå galt i dannelsen af en bydel af en eneste grund. De har ingen begreb om byudvikling, og successen andre steder i København viser med al tydelighed, at netop Ørestad Syd af en eller anden grund skulle være en affaldsstation for kommunens manglende planlægning andre steder.
Containerinstitutionerne blomstrer, mens alt andet ligger brak.
Områder af København som Bella kvarteret, Sluseholmen og lignende områder uden for By og Havn blomstrer med butiksliv. Ærgerligt at se på for os andre.
Ørestad Syd rummede så mange visioner og så mange gode kræfter, der ville noget med bydelen. Men alt det er blevet knust af talentløshed hos dem, der solgte grundene og lagde fundamentet for byen.
Den gamle borgerforening magtede ikke den politiske del af opgaven. Der var til sidst totalt kaos i bestyrelsen blandt dem, der var tilbage. Offentlige skænderier om regnskabet, der var så løsagtigt og med manglende dokumentation, at det ikke kunne godkendes hverken på den normale eller den ekstraordinære generalforsamling med det resultat, at formanden måtte gå af. Jo, ifølge formanden godkendte By og Havn regnskabet med ordene. “Det er skarpt”.
Hold da op. Det viser vist med al tydelighed, hvad By og Havn rummer af talent.
Dertil kom, at foreningen havde måske 50 medlemmer – hvilket i sagens natur ikke kan løbe rundt. Jeg håber, at tusinder af nye medlemmer vil slutte op om den nye bestyrelse, for vi har i realiteten ikke haft en borgerforening de sidste tre år.
For indtil nu har der i realiteten ikke været en borgerforening, der medlemsmæssigt kunne slå igennem. Det har givet politikerne og By og Havn frit spil til at gennemføre den ene hovsa løsning efter den anden.
Jeg håber, at den nye borgerforening får en betydelig større opbakning, og at den langt bedre kan slå igennem politisk.
Kristian Mouritzen er medstifter af den oprindelige borgerforening i Ørestad Syd, tidligere formand for ejerforening Stævnen og beboer i Ørestad Syd siden marts 2009.