BORGERMØDE OM BELLAKVARTER NORD

Der er en ny lokalplan for Bella Center Nord på vej, og i den forbindelse inviterer Amager Vest Lokaludvalg til borgermøde.

Lokaludvalget vil både have borgernes input til lokalplanen for Bella Have og til trafikforholdene omkring Vejlands Allé.

Lokalplanen skal gøre det muligt at opføre bl.a. boliger, plejehjem, daginstitution og et parkeringshus syd for Vejlands Allé. Men lokaludvalget vil også sætte trafikforholdene på dagsordenen.
I 2029 vil Københavns Kommune åbne en 5-sporet skole med ca. 1.400 elever i Fælledby på Amager Fælled. Omkring 2/3 af eleverne skal komme fra Bellakvarteret, og dermed skal de krydse Vejlands Allé for at komme til og fra skole.
I et brev til politikerne på rådhuset har Amager Vest Lokaludvalg advaret om trafiksikkerheden, og efterlyst planer for en sikker skolevej. Lokaludvalget er bekymret for, om en sådan sikker skolevej faktisk er mulig omkring Vejlands Allé og Center Boulevard, hvor der kører 27.000 biler i døgnet.

Tidligere har lokaludvalget rejst et forslag om at der også bør være en såkaldt faunapassage for gnavere, frøer og dådyr over Vejlands Allé.

Borgermødet finder sted onsdag den 15. januar 2025 kl. 17.00-19.30 i Hotel Bella Sky, Martha Christensens Vej 10, indgang 3, lokale 180/181.

Det er gratis, men kræver tilmelding her.

Læs hele forslaget til lokalplanen og kom med dine bemærkninger her

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve