Brohuset på C.F. Møllers Allé i Ørestad City har i to år været omgivet af afspærringer. Der er fare for nedstyrtning af facadeelementer. Nu kommer boligforeningen med en udtalelse.
Brohuset ejes i fællesskab af boligforeningerne 3B og SAB. Siden problemet med de nedstyrtende glasfacadeelementer opstod i 2024, har foreningerne vi arbejdet for at få anerkendt problemet som en byggeskade og herefter finde frem til en holdbar løsning.
“Det har været en kompliceret proces, og vi er endnu ikke i mål. På beboernes vegne er vi rigtig ærgerlige over, at de skal leve med afspærringer foran huset og besværlige adgangsforhold i så lang tid. Det beklager vi!” skriver 3B og SAB i en fælles udtalelse.
Byggeskadefonden har netop anerkendt problemet med glasfacaderne som en byggeskade, hvilket er afgørende for at opnå støtte til udbedringen. Byggeskadefonden har desuden slået fast, at de nuværende glasplader skal erstattes med en anden facadeløsning for at opnå et mere holdbart resultat. Der er endnu ikke truffet endelig beslutning om facadeløsningen.
Udover anerkendelsen som byggeskade og den tekniske løsning, er sagen blevet forsinket fordi, der er opstået udfordringer med matrikelskel. Forslaget til den nye facadeopbygning kommer til at rage længere ud end den eksisterende beklædning, da facaden skal have rette ventilering. Dette vil medføre, at den nye facadeløsningvil gå ca. 5 cm ud over matrikelskel.

“Alle matrikulære spørgsmål er nødt til at blive løst før, at byggearbejderne kan gå i gang. Kommunen har tilkendegivet, at de ikke ser positivt på overskridelser af skel og der arbejdes derfor på, om der kan erhverves et areal fra de omkringliggende arealer. Afklaringen og dialogen med myndighederne er imidlertid god og er nu nået så langt, at vi har en forventning om, at byggearbejderne kan gå i gang i sommeren 2026. Afspærringerne omkring bygningen bibeholdes, indtil arbejdet med facaden går i gang,” skriver boligforeningerne.
Økonomisk støtte fra Byggeskadefonden kan kun delvis finansiere den nye facadeløsning. Derfor er boligforeningerne – gennem deres boligadministrator KAB – nu i dialog med Landsbyggefonden om mulighed for støtte til sagen – “med henblik på at mindske huslejekonsekvensen,” som der står i udtalelsen.
Beboerne er blevet informeret om sagens aktuelle status på et informationsmøde 15. november 2025 samt efterfølgende skriftlig information. Desuden vil beboerne så hurtigt som muligt blive inviteret til et afdelingsmøde, hvor den endelige facadeløsning præsenteres til beslutning.








