I denne sommer bliver der etableret byggeplads for byggeriet af Byens Hus for enden af Asger Jorns Allé. I august starter byggeriet, og om godt to år kan Ørestads nye beboer- og kulturhus åbne.
Det oplyser By & Havn, som har indgået en aftale med FB Gruppen om at opføre beboer- og kulturhuset Byens Hus i sammenhæng med 95 boliger og en daginstitution på byggefeltet for enden af Asger Jorns Allé.
Planerne for Byens Hus går helt tilbage til 2022, men har i årenes løb været forsinket af myndighedsbehandling og udskiftning af medinvestor til boligdelen.
Nu indtræder FB Gruppen som bygherre på projektet og ejer af boligerne. Daginstitutionen sælges til Københavns Kommune, når byggeriet er færdigt. Og By & Havn køber beboer- og kulturhuset, hvorefter det overdrages til Foreningen Byens Hus, som repræsenterer de boligbyggerier i Ørestad Syd, som har samlet en del af deres fællesarealer i huset.
På den måde kan Byens Hus fungere som fælleshus for beboerne i området vil Byens Hus, med beboer- og foreningslokaler, værksteder, en multisal, en café samt fællesarealer. Samtidig bliver det også et kulturhus for hele byen, drevet af Københavns Kommune.
“Det glæder os at vi har indgået en aftale med FB Gruppen, så Byens Hus nu endelig kan opføres på Asger Jorns Allé. Og vi ved, at Ørestad har glædet sig til, at vi kunne realisere Byens Hus til gavn og glæde for de mange beboere, der ønsker et sted til kultur- og fritidsaktiviteter. Derfor er det en stor milepæl for bylivet”, udtaler Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Fakta
- Byggefeltet ligger langs Fælledpromenaden og Asger Jorns Allé hvor der opføres beboer- og kulturhuset Byens Hus, en daginstitution samt boliger i 10-11 etager, i alt ca. 2.500 kvm.
- Byggeplads etableres på nabobyggefeltet ved Den gule plads på Asger Jorns Allé i sommeren 2025.
- Byggeriet forventes påbegyndt i august 2025 og afsluttet i sidste halvår af 2027 afhængigt af myndighedsbehandlingen.
- Daginstitutionen bliver på ca. 2.000 kvm. med dertilhørende legefaciliteter
- Boligerne udgør ca. 7.600 kvm. og vil bestå af 95 ejerboliger i forskellige størrelser
- Foreningen Byens Hus har eksisteret siden 2019 og består af 22 boligbyggerier i Ørestad Syd, som er omfattet af tillæg 2 til lokalplan 398 ”Ørestad Syd”
- Bygherre på projektet er FB Gruppen A/S. Byggeriet er tegnet af ACT Architects