Med to nye cirkushold for unge mellem 13-18 år udvider GLiMT AMAGER tilbuddet om undervisning i klassiske cirkusdiscipliner kombineret med fysisk teater og scenografi fra september 2025.
”Vi har længe gerne ville tilbyde unge et fristed og fællesskab centreret omkring cirkus,” siger undervisningsansvarlig i GLiMT AMAGER, Josephine Wulff Randrup.
Hun og de andre undervisere fra Lille Storbyteatret GLiMT AMAGER har siden 2024 undervist børn på op til 13 år i akrobatik og fysisk teater, og her er det tydeligt for Josephine, at børnene, udover at have det sjovt, får rykket deres grænser og kan meget mere, end de måske først tror.

Derfor vil GLiMT AMAGER gerne udvide det ugentlige tilbud til en ældre aldersgruppe. Det er nu blevet muligt gennem Københavns Ungdomsskole, hvor de fra september 2025 udbyder to hold for de 13-18-årige, som er gratis, hvis man bor i Københavns Kommune.
Et frirum uden konkurrence
”Unge i dag skal vælge mellem så mange tilbud, og de stimuleres fra morgen til aften,” siger Josephine. ”Vi håber cirkusholdene kan give dem et frirum fra skolen og skærme, hvor de får brugt kroppen og samarbejder omkring det kreative arbejde frem for at konkurrere.”
Eleverne på de to nye hold får frihed til selv at vælge, hvad de synes er mest spændende at arbejde med – den fysiske del med teknik og træning eller det kreative arbejde med koreografi, scenografi og kostumer – eller lidt af det hele, fortæller Josephine.
Holdende foregår begge i Amager Vest: i Maskinhallen på Sundholm kan de unge gå til Cirkus & Scenekunst, og på Ørestad Gymnasium er der Cirkus & Akrobatik for dem, der vil fokusere på den mere fysiske del af træningen.
Foto øverst: Jonas Persson
CIRKUS & SCENEKUNST – SUNDHOLM Vi arbejder med luftakrobatik, akrobatik på gulv, linedans, jonglering samt rum og kostumer. Vi arbejder frem mod en fælles afslutningsforestilling i foråret 2026.
9. september – 25. november 2025 (fortsætter foråret 2026). Tirsdag kl. 16.00-18.00 (ikke i uge 40 og 42). Sted: Maskinhallen Sundholm, Sundholmsvej 28A, 2300 København S
CIRKUS & AKROBATIK – ØRESTAD Træn din balance og styrke og lær akrobatik på gulv, spring, danse- og partnerakrobatik. I træningen indgår hver gang styrketræning og udstrækning. 10. september – 26. november 2025. Onsdag kl. 16.00-18.00 (ikke i uge 42). Sted: Ørestad Gymnasium, Idrætssalen, Ørestads Boulevard 75, 2300 København S
Læs mere og tilmelding: glimtamager.dk/portfolio-item/ungdomshold/








