Skovløber Christian Hagedorn har i 15 år stået for afskydningen af omkring 200 dådyr hver vinter. Det er et job som kræver tålmodighed og respekt for dyrene.
Hører du et riffelskud en vintermorgen lige efter solopgang, eller ser du en jæger ude på Kalvebod Fælled, som sidder på hug ude i græsset, eller står på ladet af sin Land Rover med riflen klar til skud, så er det helt sikkert skovløber Christian Hagedorn.
Han og kollegaen Martin har i årevis haft ansvaret for at regulere bestanden af dådyr på Kalvebod fælled, det store naturområde syd for motorvejen. De står for nedskydningen af cirka 200 dyr i løbet af jagtsæsonen fra første september til 31. januar.
“Folk må gerne se, at jeg skyder et dyr. Det skal ikke være noget hemmeligt ved det. Og jeg tager gerne en snak med dem, som er modstandere af jagten”, siger skovløber Christian Hagedorn.
“Grunden til at der er dådyr på fælleden, er at folk skal kunne komme herud og nyde synet af en hjort. Derfor sørger vi for at der er føde til dem, vi sætter hegn op så de ikke løber ud på motorvejen, og vi regulerer bestanden så den ikke bliver for stor til området. Hvis vi overlod den regulering til naturen, ville der være langt færre dyr, og de ville være svære at se. Der ville også ligge dyr og dø i naturen, og det ville være en dårlig oplevelse for publikum,” forklarer Christian Hagedorn.
I dag er kollegaen Martin sygemeldt, så Christian er alene på fælleden med sin bil, riffel, kikkert og høreværn. Nogle dage lægger han foder ud til de cirka 300 dådyr, som bevæger sig rundt på det store naturområde i flokke på 10-15 dyr i hver. Andre dage kører han rundt i timevis for at finde en flok inde i det høje græs eller mellem træerne.
Dådyrene går kun ud på åbent land om natten. Her leder de efter føde. Om dagen trykker de sig ned i tætte krat og bruger så lidt energi som muligt. Der er dådyrspor overalt i sneen, og på træerne kan man se at dyrene har spist af barken. Men dådyrene er godt klar over, at de bliver jaget på denne tid af året, og er hele tiden på vagt over for mennesker, og klar til at stikke af. Derfor kan man aldrig vide, hvornår man kommer på sikkert skudhold af et dyr.
“Det kan godt være en lille smule frustrerende her sidst på jagtsæsonen, når du ved at du måske mangler at skyde 40 dyr. Måske når vi det ikke. Men sådan er det. Du kan ikke lave om på naturen”, siger Christian Hagedorn.
Vi blander os De omkring 300 dådyr på fælleden har har ingen naturlige fjender, og bestanden vil næsten fordoble sig selv hvert år, hvis ikke Christian og Martin skyder de omkring 200 dyr hver vinter.
“Hvis vi mennesker ikke blandede os, ville der selvfølgelig komme en naturlig balance i antallet af dyr. Men grunden til at der er dådyr på fælleden, er at folk skal kunne komme herud og nyde synet af en hjort. Derfor sørger vi for at der er føde til dem, vi sætter hegn op så de ikke løber ud på motorvejen, og vi regulerer bestanden så den ikke bliver for stor til området. Hvis vi overlod den regulering til naturen, ville der være langt færre dyr, og de ville være svære at se. Der ville også ligge dyr og dø i naturen, og det ville være en dårlig oplevelse for publikum,” forklarer Christian Hagedorn.
“Folk må gerne se, at jeg skyder et dyr. Det skal ikke være noget hemmeligt ved det. Og jeg tager gerne en snak med dem, som er modstandere af jagten”, siger skovløber Christian Hagedorn
Registrering Om foråret kan Ørestadbeboerne se et nyt mærkeligt syn ude på fælleden, denne gang om natten. Nu kører Land Roveren rundt ude på stierne med en stor projektør på taget, som lyser ud over græsengene. Det er igen Christian Hagedorn eller hans kollega, som er på spil. Udenfor jagtsæsonen forestår der nemlig et stort arbejde med at registere og optælle dyrene. De inddeles i sundhedstilstand, aldersgrupper og køn, så man præcist ved, hvor mange og hvilke dyr der skal nedskydes den kommende vinter.
“Når græsset begynder at spire til foråret, så begynder de at gå ud på græsengen for at nippe til nye skud om natten. Med bilen og projektøren kan vi registrere cirka 95 procent af alle dyrene. Vi lægger alle data ind i et regneark. Her i januar ved vi, at der skal skydes 40 spidshjorte, og indtil i dag har vi skudt 31”, forklarer han. “Registreringen er vigtig. Det er på grund af den, at man sjældent ser syge dyr herude, for de er blevet skudt i jagtsæsonen. Selvfølgelig kan der være et dådyr som har brækket benet, og så afliver vi det. Ellers ville det lide en pinefuld og langsom død.”
Sikkerhed frem for alt Selve afskydningen skal være etisk forsvarlig, og samtidig skal det være sikkert for publikum at færdes på fælleden døgnet rundt, uanset om det er i jagtsæsonen. Derfor arbejder skovløberne efter nogle særlige regler, når de jager. De må for eksempel gerne skyde fra bilen. På den måde kan man rette skuddet lidt nedad, så projektilet ikke flyver for langt. Der bruges også et særligt projektil, som er lettere end normalt. Igen for at projektilerne ikke skal kunne flyve for langt. “Vi er bestemt ikke nogen Rambo-typer. Vi skyder aldrig ud over åbent land eller i retning mod stier eller veje. Der skal være tæt krat eller træstammer bag dyret, så projektilet bliver stoppet, når det er gået gennem dyret”, forklarer han. Christian Hagedorn peger på et tæt krat til højre for stien. “Lige derinde vil jeg heller aldrig skyde, men det er fordi jeg ved, at der ofte sidder en dame derinde ved en stor sten. Der kan hun godt lide at sidde, og det skal hun have lov til. Sådan er der så mange ting, man skal være klar over her på fælleden” siger han.
Når skovløberne har skudt et dådyr, køres det ofte hen til Vestamager Naturcenter, hvor det indgår i undervisningen af skoleklasser. En naturvejleder ‘brækker dyret op og viser indvoldene til eleverne.
“Jeg tager gerne en snak med dem om hvorfor vi gør det. Af samme grund må de gerne se på, når jeg skyder et dådyr. Det skal ikke være noget hemmeligt. Så længe jeg ved hvor de står, og de kan se, hvad jeg er igang med,” siger Christian Hagedorn.
Når folk ikke forstår Nogle gæster på fælleden begynder at diskutere med skovløberne, når de ser dem skyde et dyr. De vil ikke acceptere, at jagten er nødvendig. De kan finde på at sige, at man burde fange dyrene ind og sende dem til Jylland i stedet for at skyde dem. “Jeg tager gerne en snak med dem om hvorfor vi gør det. Af samme grund må de gerne se på, når jeg skyder et dådyr. Det skal ikke være noget hemmeligt. Så længe jeg ved hvor de står, og de kan se, hvad jeg er igang med,” siger Christian Hagedorn.
Hans dag er ved at slutte. I morgen skal han lægge foder ud. Men dagen efter regner han med at få skudt nogle flere dådyr.
“Vi mangler stadig omkring 10 spidshjorte (unge hanner, red.). På denne tid har vi skudt alle de svage dyr. Nu handler det om at bestanden simpelthen skal være mindre. Jeg begynder at glæde mig til at jagtsæsonen slutter. Dem vi ikke når at skyde i år, må vi jo bare tage i næste jagtsæson”, siger Christian Hagedorn.
Efter jagt skal der slagtes. Nogle gange sker det ved et offentligt arrangement i Vestamager Naturcenter, så alle kan komme og se, hvordan det foregår, og hvordan sådan et dådyr ser ud.
Lidt om hjorte: Der findes tre hjortearter i naturen i Danmark: Rådyr, dådyr og kronvildt. Rådyrene er de mindste, og de færdes frit overalt i Danmark. Kronhjortene er de største, og der er kun to oprindelige stammer tilbage, én i Dyrehaven og én i Nordjylland. Dådyrene er ikke en oprindelig art som rådyr og kronvildt. Men de har levet i Danmark i omkring 1000 år og betragtes som en del af den danske fauna. Militæret satte rådyr ud på Vestamager for mange år siden, da fælleden var militært skydeterræn. Rådyrene forsvandt efter nogle år og spredte sig til blandt andet Kongelunden. I 1986 udsatte militæret en dådyrbestand i stedet. Bestanden er i dag på 300 dyr, som holdes indhegnet.
