Det er fedt at cykle i Ørestad

Hver dag hopper mange tusinder københavnere på cyklen for at komme på arbejde, studiet eller bare en tur ud i det blå. Hvad er det fedeste ved at cykle i Ørestad?

Hvis man ikke er en hårdhudet cyklist i den københavnske trafik,  kan det godt ligne en hovedvej til helvede midt i myldretiden, når man står på fortovet og betragter de mange cyklister suse forbi.

På cykelstien på Ørestads Boulevard kan man denne formiddag både opleve ladcykler, el-cykler, børnecykler, racercykler og gamle jernheste i et stort mylder.

En af de seje cyklister er 42-årige Pernille Balle, der er ejer af en racercykel, som hun dagligt cykler på fra Dragør og videre til Ørestad – nogle dage endda til Brønshøj. Tidligere havde hun en el-cykel, men valgte den fra, da hun har gode cykelben, røber hun med et smil.

Pernille Balle cykler dagligt gennem Ørestad. Foto: Heidi Engelund Friis

“Jeg kan godt lide at cykle, især i Ørestad på grund af de gode cykelstier, men her er meget trafik. Så jeg er glad for rundkørsler, da det får trafikken til at glide bedre,” siger hun og fortsætter:

“Jeg cykler ofte over fælleden, hvor der er en cykelvej og her kan man heldigvis slippe for biler. Jeg kører gennem Ørestad hver dag,” siger Pernille Balle og gør klar til afgang på sin racer.

Sikkert for børn

For de fleste cyklister handler det om at komme hurtigt frem til arbejdet, skolen,  eller et helt andet sted i stedet for at sidde i bilen. Måske cykelturen blot er en del af vejen, før man hopper på metroen, ja der er mange muligheder.

Poul Henning Hashem-Nielsen på 46 år bor med sin familie i Ørestad, der tæller kone og to børn. Han er en glad cyklist, der heller ikke er bange for at slippe sin lille søn løs på den lokale cykelsti.

Poul Henning Hashem-Nielsen er vild med at cykle. Foto: Heidi Engelund Friis

“Det er dejligt at cykle her i Ørestad, selv om her er meget trafik. Tidligere boede vi i Glostrup, men i 7 måneder har vi boet her, og det er fedt. Jeg kører ofte ad Amager Fælled, hvor cykelstien er stor og bred,” fortæller han med et smil.

Når hans søn, der går i 3. klasse, skal i skole så foregår det også på en cykel.

“Jeg er helt tryg ved, at min søn cykler til og fra skole, og bilerne tager hensyn og der er en god belægning på vejene. Jeg synes, at der er kommet mere fokus på cyklister, og så elsker jeg bare at cykle,” siger han og fortsætter turen gennem Ørestads travle trafik formiddagstrafik.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »