Skrevet af: Torben R. Simonsen
Hvis det står til direktør for Royal Arena Dan Hammer, så kan det kun gå for hurtigt med at få etableret den manglende metrostation ved arenaen.
I tre år har Royal Arena i bogstaveligste forstand spillet hovedrollen i Arenakvarteret i Ørestad Syd, og selv om der har været lidt bump på vejen er adm. dir., Dan Hammer, godt tilfreds med forløbet.
“Arenaen er kommet rigtig fint fra start. Vi har haft det antal af arrangementer, som vi ønskede os, og vi har også haft den ønskede variation i arrangementer. Og det antal gæster, som vi havde turdet håbe på,” siger Dan Hammer, som også er glad for naboernes store tålmodighed med de mange gæster, som arenaen tager imod ved de store arrangementer.
“Det er klart, at Royal Arena skaber liv gaden, men naboerne er gået med på den kontrakt. De ved godt at vi en gang imellem får 16.000 mennesker på besøg,” siger han.
Det gode naboskab kom ifølge direktøren godt til udtryk under VM i ishockey i maj 2018.
“Vi mødte ikke andet end glade mennesker omkring arenaen. Vi skylder naboerne en stor tak, og håber at vi kan bevare det gode naboskab, og i fællesskab udviklen vores kvarter. Vi har maget til fælles, for eksempel byggerod og mudrede arbejdsmaskiner,” smiler Dan Hammer.
Styr på parkeringen
Naboerne kan måske glæde sig over, at der kun er liv omkring Royal Arena når der er arrangementer på plakaten. Selv om der er plads i stueplanet til indretning af mere permanente cafeer eller butikker, forventer Dan Hammer ikke, at det vil komme på tale foreløbigt.
“Driften af en sådan café skal afpasses med driften af den store arena, og det er ikke nemt. Men i forbindelse med arrangementer har vi haft en bar, hvor folk uden billet også er velkomne,” siger han.
I arenaens første tid oplevede de nærmeste beboere betydelige udfordringer med gæster, der brugte legeområder og lokale stier til parkering frem for de etablerede parkeringspladser i eksempelvis Fields. Siden er skiltningen blevet bedre, og Royal Arena har på deres hjemmeside anvisninger af, hvor det er muligt at parkere og Dan Hammers anbefaling er, at gæster, der kommer i bil til Royal Arena, anvender parkeringen i Fields.
“Set i lyset af, hvad man kunne risikere af biltrafik, er det betryggende at opleve, at så mange gæster benytter tog og metro til og fra Royal Arena,” siger han.

Åbn den metrostation
For mange besøgende vil det opleves, som om de ankommer til arenaens bagside, når de kommer over stibroen fra Field’s eller Ørestad Station.Arenaens rigtige hovedindgang ligger dog i den anden ende af bygningen. Her fører en bred trappe op til indgang A, og en bred promenade ved Byfælleden køber herfra ned til Ørestads Boulevard. Her er der gjort klar til en ekstra metrostation som passende kunne få navnet Royal Arena. I Københavns Kommune er der ikke aktuelle planer om at bygge stationen. Det ærgrer Dan Hammer.
“Det er dog vores klare forventning, at der kommer en metrostation. Men det er op til kommunen og metroselskabet at realisere den vision. Lige over for Byfælleden er der bygget en gennemgang under metrollinien, så man relativt nemt kan etablere trapper og perron. Så når befolkningstilvæksten tilsiger det, vil det davære helt naturligt at lave det ekstra stop på metrolinjen,” siger han.
Grønt lys for grøn bølge
En anden udfordring for Royal Arena er at der hurtigt opstår køer på f.eks.Hannemanns Allé, når gæster på samme tid skal hjem efter et arrangement. Arenaen har været i dialog med Københavns Kommune om muligheden for at få en grøn bølge på lyssignalerne ned til motorvejen.
“Så kan bilerne hurtigere forlade området – til glæde for gæsterne, og til glæde for vorees naboer. Det handler om at få koordineret fem lyskryds, men det er tilsyneladende sværere end at sætte en mand på månen,” siger han smilende.
Ikke til loppemarkeder
Det er først og fremmest koncerter og sportsarrangementer, der fylder på plakaten i arenaen. Ikke outlets eller loppemarkeder.
“Vi betaler en meget høj husleje for at drive arenaen, og bliver nødt til at holde kalendere rimelig åben for de store artister. Når de skal på turné, så skal der være ledige datoer. Eller komme artisten eller bandet ikke. Så derfor kan vi ikke fylde vores kalender helt ud.”
6-dagesløb i 2021
Flere store sportsarrangementer i Royal Arena har vist at arenaen lever op til sin betegnelse som en multiarena, der kan have ishockey den ene uge og stor rockkoncert den næste.
De store sportsarrangementer har været VM i ishockey, EM i svømning på kortbane og VM i håndbold. Desuden har arenaen også lagt gulv til hesteshow og senest kampsporten UFC.
“Sporten er vigtig for os, det giver en variation, og vores gæster og kommercielle partnerskaber er meget tilfredse med, at der er forskellige typer af arrangementer.”
I 2021 er Royal Arena medarrangør af 6-dagesløbet i cykling for par, sammen med Michael Sandstød, som i flere år har arrangeret 6-dagesløb i Ballerup, men nu rykker til Royal Arena.
“Vi har været i dialog i lang tid, og for ham var det også det rigtige tidspunkt og prøve at gøre det lidt større. Jeg stod selv i Forum som barn og ung mand og så 6-dagesløb, og har savnet den oplevelse. Det håber vi så også, at mange andre københavnerne har,” fortæller Dan Hammer.
“Vi er altid på udkig efter atbygge nogle traditioner op. Ser man tilbage på 6-dagesløbet i Forum, så tror jeg, at det kom til at definere Forum som et folkeligt sted. Den effekt, håber jeg også, vi kan få her.”
Få kiksere
Selv om de første år i arenaen har forløbet stort set smertefrit, har der også været et par svipsere på vejen. Dan Hammer husker især, hvordan en alarm gik midt under afviklingen af Guldtuben, der blev transmitteret live.
“Det var som sådan meget rart at få testet, at alting virkede, og se folk i god ro og orden gå ud af arenaen. Man kan også sige, at vi havde en voldsom åbning med tre udsolgte Metallicakoncerter. Når man ikke tidligere havde haft 15.000 gæster, så var der mange ting vi lærte på den hårde måde. Vores sportslys tændte pludseligt midt under koncerten, og samtidig blev jeg kaldt over til den anden side fordi forsangeren og guitaristen James Hetfield havde fået meget dårlig hals. Det var nogle hektiske minutter,” fortæller han.
God mavefornemmelse
Dan Hammer har boet på ASmager siden han var fire år gammel. Og han er begejstret for den udvikling Amager og Ørestad har været igennem de seneste år.
“Jeg er utrolig stolt over den udvikling som min ø gennemgår og den mangfoldighed, som øen repræsenterer. Og jeg er helt vild med den måde, som Ørestad Syd er designet, med meget forskelligartede bygninger, snoede gader, og jeg tror, at det bliver et fantastisk sted at være, når entreprenørerne har forladt området, og træerne er vokset op, og alle menneskene er flyttet ind for alvor. Bydelen har både natur, handelsliv, lokalt miljø og et internationalt sus. Det er der ikke så mange andre steder, der kan tilbyde.”
Når Dan Hammer tænker tilbage på arenaens første år, gør han det med en god fornemmelse.
“Hvis du havde spurgt mig for tre år siden, da jeg på min fødselsdag fik nøglerne til Royal Arena, om jeg forventede at have den mavefornemmelse, som jeg har i dag, havde jeg nok tænkt, at det ville være for meget forlangt. Jeg synes at det er gået over al forventning”.