Drama på gymnasiet!

GLiMT Amager og Ørestad Gymnasium samarbejder om at udvikle de unge, sig selv og dramatikken.

I løbet at foråret har Ørestad Gymnasiums dramaelever fået undervisning af gæsteunderviser Josephine Wulff Randrup fra det Lille Storbyteater GLiMT Amager.

Det er ikke første gang, at Ørestad Gymnasium og GLiMT samarbejder om kulturprojekter i Ørestad. Gymnasiet har tidligere dannet ramme om GLiMTs forestilling CameliOrquestra. Derfor var det nærliggende, at samarbejdet skulle fortsætte og også komme gymnasiets elever til gavn.

Dramalærer Mette Asaa fik derfor kontakt til Josephine Wulff Randrup fra kompagniet. Hun er uddannet cirkusartist og arbejder bl.a. med moderne cirkus og fysisk teater.

pastedGraphic_1.png

Seks hold fik undervisning
Josephine kom over flere undervisningsgange ud på gymnasiet og arbejdede med nycirkus og fysisk teater med eleverne.

“Oprindeligt startede samarbejdet for to år siden til gymnasiets multiforestilling, hvor GLiMTs kunstneriske leder, Lars, var inde og hjælpe os med nogle øvegange,” fortæller Mette.

“Da GLiMT gerne ville bidrage til nogle særlige undervisningsforløb, var det på den baggrund oplagt at sige ja tak. De har derfor i løbet af foråret været med i undervisningen af fire idræts-hold og to dramahold”.

“Det er spændende at se, hvad der sker, når de unge arbejder i et kreativt rum. Så det var også en afprøvning af metoder for mig helt personligt. Og så lærte jeg samtidig meget om, hvad der optager de unge,” fortæller Josephine Wulff Randrup fra kompagniet.

Den fysiske side
Alexander Johnsen og Mathias Mundt fra 2.g. har begge drama som valgfag, og deltog derfor i den særligt tilrettelagte dramaundervisning. Her fokuserede de på den fysiske side af dramafaget.

“Fysisk teater handler både om, hvordan man udtrykker ting med kroppen og interagerer med objekter på scenen. Vi har for eksempel lært, hvordan man kan centrere et helt stykke om et bestemt objekt,” fortæller Mathias.

Eleverne lærte også at arbejde stedsspecifikt med teater i den særligt tilrettelagte undervisning.

“Vi fik til opgave at finde et begrænset område i Ørestad og bruge det kreativt til at sammensætte scener,” fortæller Alexander.

pastedGraphic_2.png

Inspiration fra steder og rum
“Vores gruppe endte med at bruge en af broerne i kanalen til at lave en iscenesættelse af en fisketur,” forklarer Mathias.

Dramalærer, Mette, supplerer.

“Forløbet handlede på den måde ikke om at finde på en specifik handling, men mere om at få inspiration fra omgivelserne og finde ud af, hvad forskellige steder og rum fortæller os, og derefter bruge det i en kreativ proces,” fortæller hun.

Lærte at improvisere
Alexander og Mathias er enige om, at det har været rigtig spændende at få undervisning af en professionel scenekunstner, der til dagligt arbejder med teater.

“Josephine var superdygtig og rigtig god til at lære fra sig. Hun gav os en masse inspiration, som vi helt klart vil bruge både i næste års multiforestilling og vores kommende eksamensprojekter,” siger Mathias.

Eleverne var glade for at blive udfordret til at arbejde mere intuitivt, end de plejer. 

“Det var fedt bare at kaste os ud i at gøre noget, fremfor at gennemtænke scenerne i forvejen,” siger Mathias, der synes, at det udviklede ham rigtig meget at improvisere. 

Lærte af de unge
For underviser Josephine Wulff Randrup, var mødet med gymnasieeleverne også en givende oplevelse.

“Det var meget inspirerende for mig at bruge min faglighed sammen med unge mennesker,” siger Josephine.

“Eleverne er meget reflekterede og arbejder også på et højt teoretisk plan. Nogle gange opstod der nogle helt geniale ideer og løsninger.”

Hun påpeger, at eleverne griber tingene an helt anderledes end professionelle, fordi de har en anden umiddelbarhed.

“Det er spændende at se, hvad der sker, når de unge arbejder i et kreativt rum. Så det var også en afprøvning af metoder for mig helt personligt. Og så lærte jeg samtidig meget om, hvad der optager de unge,” fortæller Josephine.

pastedGraphic.png
Eleverne lærte også at arbejde stedsspecifikt med teater i den særligt tilrettelagte undervisning. “Vi fik til opgave at finde et begrænset område i Ørestad og bruge det kreativt til at sammensætte scener,” fortæller Alexander. Foto: Mette Asaa / Ørestad Gymnasium

Autentisk og meningsfuld
Eleverne er glade for, at Ørestad Gymnasium tager mange initiativer til at få lokale aktører ind på gymnasiet. Og det er også noget, der ligger lærerne meget på sinde, fortæller Mette.

Hun oplever, at det betyder meget for elevernes forståelse af både samfundet og fagene at blive undervist af gæsteundervisere.

“Det er fedt, at eleverne en gang imellem får undervisning af nogen, der arbejder med noget bestemt i den virkelige verden. På den måde bliver undervisningen meget autentisk og meningsfuld,” siger hun. 

Vi bliver udfordret
Også for GLiMT Amager er det lokale samarbejde essentielt. Teater GLiMT blev skabt i 2002 af Camila Sarrazin og Lars Lindegaard Gregersen.

De arbejder med at kombinere cirkus, dans og fysisk teater, og laver  undervisningsprojekter på både folkeskoler og gymnasier.

I 2021 blev GLiMT udvalgt som Lille Storbyteater i Amager Vest, med en fast bevilling fra Københavns Kommune, under navnet GLiMT Amager.

“Det er meget vigtigt for os at samarbejde lokalt. GLiMT Amager er Amager Vests Lille Storbyteater, og vi søger  frugtbare samarbejder,” fortæller leder Lars Lindegaard Gregersen.

“Når vi arbejder med lokale institutioner, bliver vi både inspireret og udfordret, og det giver os en klar tilknytning til de mennesker, der bor og lever i lokalområdet,” fortsætter han.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »