Som borger og nybagt forælder i Københavns Kommune må man væbne sig med tålmodighed, hvad angår dialogen med de relevante myndigheder
Det er således ikke muligt at skrive sit barn op til venteliste på internettet, kommunikation med Pladsanvisningen foregår med almindelig post og en email til samme sted udløser et autosvar á la “Vi vil vende tilbage indenfor 5 arbejdsdage”.
Endnu værre bliver det, hvis man samtidig har problemer med sine barselsdagpenge og skal have kontakt til Ydelsesservice København. Her udløser en mail et standardsvar med den noget nedslående besked “Du kan forvente svar i løbet af 3 uger”.
Det er ikke særlig hjælpsomt overfor borgere, der i forvejen har rigeligt at se til og skal finde sig til rette i den nye rolle som forælder. Dertil koster denne gammeldags type af sagsbehandling rigtig mange penge. En opgørelse fra kommunen viser, at et styk sagsbehandling med brev eller email koster kommunen hele 110 kr., mens det koster kommunen 3. kr., når borgeren selv ordner det via hjemmesiden.
Venstre ønsker derfor, at en større del af kommunens sagsbehandling digitaliseres. Ideelt skulle det være muligt at skrive sit barn op, acceptere en plads og ordne al kommunikation med det offentlige via en hjemmeside. Eventuelt suppleret af e-mails ved særlige spørgsmål. Vi vil gerne have denne dialog med de andre partier og har derfor sat sagen på dagsordenen til det kommende møde i Børne- og Ungdomsudvalget.
Cecilia Lonning (V), Medlem af BR