Foreningen Store Høj Sø afholder efterårsfest ved de nye gangbroer og fugleskjul ved Store Høj Sø, som lokale beboere reddede fra nedrivning.
Alle, som sætter pris på Store Høj, mødes for at fejre både sæsonen og denne lille perle i udkanten af Kalvebod Fælled. Festen foregår søndag 1. oktober kl. 14.00-15.30 i hytten ved Store Høj, i nærheden af både Store Høj Sø og Naturcenter Amager.
“Vi glæder os til efterårsfesten og til at styrke fællesskabet omkring søens gangbroer og fugleskjul, som lokalsamfundet mobiliserede sig for at redde fra nedrivning i 2021,” siger Nick Vikander, formand for foreningen Store Høj Sø.
I 2021 var gangbroerne og fugleskjulet ved søen så nedslidt, at anlægget stod til nedrivning. Det var for farligt at færdes på, og hverken kommune eller Naturstyrelsen havde penge til en renovering. Men så tog lokale borgere sagen i egen hånd og rejste 420.000 kr. til en genetablering, herunder 70.000 kr. fra over 100 private donationer og 350.000 kr. fra Realdania-kampagnen Underværker.
Til efterårsfesten vil der være kaffe, popcorn ved bålet og mulighed for at købe lidt mere at spise og drikke. Der vil også naturligvis være mulighed for at besøge anlægget ved Store Høj Sø.
Der vil man også kunne nyde, at fugleskjule for nylig har fået en frisk omgang maling indvendigt, og at der er sat små bænke op, så børn især bedre kan se ud over søerne.

Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve