Af Anne Strandsbjerg Brendstrup, mor til kommende børnehaveklassebarn på Kalvebod Fælled Skole
I sidste uge var jeg til møde om mit kommende børnehaveklassebarns skolegang, hvor vi blev orienteret om beslutningen om at rykke børnene fra den skole, de alle kender, til ukendte barakker langt mod (Ørestad) Syd. Det blev flere gange understreget, at beslutningen er truffet på et pædagogisk grundlag; nemlig at børnene skal være i mindre, trygge rammer. Det lyder jo egentlig fornuftigt nok. Dog er det behov kun gældende indtil kl. 13.30, hvorefter det behov på magisk vis forsvinder, og eleverne skal tilbage til Kalvebod Fælles store arealer med mange større børn.
Måske har jeg sovet i timen på mit lærerstudium, eller under min kandidat inden for det pædagogiske område, det kan jeg ikke afvise. I hvert fald er det første gang jeg har hørt om denne nye pædagogik, der udelukkende beror på tid. Eller måske beror den nye pædagogik på årstid? For når de nye børn starter i maj måned, er det også på de store arealer på Kalvebod Fælled Skole med mange børn og vide rammer, men måske er de omtalte trygge rammer ikke lige så vigtigt for børnene, når de starter et helt nyt kapitel? I hvert fald når de lige at vænne sig til rammerne på Kalvebod Fælled Skole, inden de så skal starte et nyt sted igen til august.
Nu lyder det måske som om, jeg argumenterer for, at eleverne bør være al deres tid i barakkerne mod syd, men intet kunne være mere forkert. Skolelederen sagde på mødet, at orienteringen om børnenes skolegang i barakkerne (under to måneder før skolestart) ”giver forældre god tid til at forberede børnene på de ændrede rammer”, og der glemmer han en væsentlig detalje. Rigtig mange børn i Ørestad har i store dele af deres liv haft deres gang på skolen gennem gymnastik, fodbold og andre fritidsaktiviteter og har i al den tid koblet deres skolegang med selve bygningen. ”En anden matrikel, men samme skole” er en noget mere abstrakt størrelse, og det undrer mig såre, at det er de mindst abstrakt tænkende børn på skolen, der skal have de mest abstrakte rammer.
Ligeledes undrer det mig, at det er de mindste – og mindst mobile – elever, der på daglig basis skal gå fra barakkerne til skolens KKFO, fordi ”vi ikke kan byde de store elever at skulle transportere sig til og fra faglokaler”. For det første ville det kun være 2-3 gange om ugen for de ældre elever, for det andet er min erfaring som tidligere udskolinglærer at udskolingselever er særdeles mobile i deres frikvarterer. Især hvis der er kanelgifler på tilbud i det nærmeste supermarked.
Generelt må jeg som forælder erkende, at jeg i dette forhastede forløb står tilbage med en følelse af, at man pynter en praktisk beslutning med lånte pædagogiske fjer.
