En tudse kan stoppe genhusning af elever

Københavns Kommune har travlt, hvis der skal stå en ny pavillonskole klar til de hjemløse elever fra Arena Skole og Fritid til august. Og hvis den Grønbrogede Tudse har indtaget området, bliver kommunen nødt til helt at droppe pavillonløsningen.

Et sort paddehegn løber rundt om hele Ørestads Boulevard 220. Grunden er egentlig stadig et naturområde og ligner resten af Naturpark Amager, som starter her ved svinget i Ørestad Syd. Men adressen er udset til at rumme en ny midlertidig skolebygning til de elever fra Arena Skole og Fritid, som stadig ikke kan flytte ind på deres nye skole, på grund af byggefejl.

Det var planen at bygningerne skulle stå klar 1. maj, men datoen er nu flyttet til skolestart i august. Det skyldes den lille grønbrogede tudse. Der er nemlig “identificeret risiko for forekomst af bilag 4-arter, jf. planbekendtgørelsens § 7, stk. 1,” som Københavns Kommune skriver på sin informationsside om Arenaskolen.

Paddehegnet rundt om Ørestads Boulevard 220.

En ekstern rådgiver inden for naturpleje og naturovervågning har vurderet at sandsynligheden for forekomst af bilag 4-arter er begrænset, da området er i udkanten af et registreret habitat. Men kommunen har alligevel sat paddehegn op omkring grunden, og i de næste to måneder skal der foretages en såkaldt levestedsundersøgelse. Undersøgelsen kunne ikke laves i vinter. I de kommende måneder bliver padderne aktive og skal parre sig, og derfor kan de først registreres nu.
“På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om der findes padder på grunden. Det er vejret, der afgør, hvornår levestedsundersøgelsen kan påbegyndes og afsluttes,” skriver kommunen.

Genhusning under pres
Der er cirka 550 børn indskrevet på Arena Skole og Fritid. De skal indtil videre blivee i pavillonerne på Ørestads Boulevard 218 og 200. Men efter 1. maj er der ikke plads til alle børnene og der skal derfor findes en “delvis genhusningsløsning til det øgede behov”.

Det betyder at de nye skoleelever, der skal starte på Arena Skole til august, bliver i deres nuværende børnehaver frem til skolestart.  Når de supplerende lokaler er på plads, skal skolen beslutte, hvordan de nye lokaler bruges bedst og hvilke klassetrin de passer til, skriver kommunen.

Vil ikke sige god for budget
Skolebestyrelsen på Arena Skole og Fritid har netop besluttet, at de ikke kan godkende skolens budget, som kommunen har forelagt for bestyrelsen. Begrundelsen er at Arena Skole og Fritid vækster med ca. 100 børn hvert år og har ikke sin egen permanente skolebygning. Det betyder, at der hvert år rekrutteres  nye lærere til skolen og op til 2024 også pædagoger til KKFO.
“Dertil kommer, at de fysiske rammer er utilstrækkelige, strækker sig over flere matrikler, i nær fremtid måske over kommunegrænsen, og at ingen kan komme med et kvalificeret bud på, hvornår Arena Skole og Fritid kan flytte ind i sin egen skole eller sågar i nye midlertidige lokaler,” skriver bestyrelsen i en fælles udtalelse.
“Det skal understreges, at skolens ledelse gør hvad de kan for at løse en svær opgave i en svær tid, og forældrene i bestyrelsen bakker fuldt op herom.  Men vi bliver nødt til at sende et tydeligt signal om, at de vilkår, der bliver os givet fra forvaltningerne, ikke er rimelige og ikke imødekommer de særlige betingelser som Arena Skole og Fritid drives under i disse år,” står der.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »