UN17 Village i Ørestad Syd er nomineret til MIPIM Award som verdens bedste boligprojekt.
UN17 Village er bygget som Verdens første boligudviklingsprojekt der er baseret på alle 17 FN’s verdensmål. Nu er projektet blevet nomineret til en MIPIM Award 2025. Prisen hylder projekter verden over, som nytænker fremtidens byggeri med særlig vægt på bæredygtighed og innovation. Prisuddelingen finder sted 13. marts i Palais des Festivals i Cannes i Frankrig.

”Det er en stor ære at blive shortlistet til MIPIM Awards. UN17 Village viser, hvordan ambitiøse visioner, understøttet af gennemtænkt design, kan adressere nogle af verdens mest presserende udfordringer. Nomineringen understreger vigtigheden af at skubbe grænserne for at skabe inkluderende fællesskaber, der sætter både mennesker og planeten i centrum,” udtaler Rune Kock, CEO i selskabet Nrep, som har bygget UN Village.
Nrep har med UN17 Village forsøgt at skabe et byggeri med fokus på social inklusion, ansvar for miljøet og økonomisk bæredygtighed, med en ambition om at skabe fremtidssikrede bysamfund, der ikke blot er levedygtige, men også skalerbare.
Færdiggjort i 2024 huser UN17 Village cirka 1.000 beboere fordelt på fem forskellige bygninger. 95 procent af boligerne er nu udlejet.
Udover at være et boligprojekt er der også indtænkt 200 fællesskabs-initiativer, der blandt andet styrker biodiversiteten, fremmer cirkulær materialeanvendelse og forbedrer energi- og vandforbruget. Der er også fællesfaciliteter som taghaver, værksteder og drivhuse, som skaber mødesteder på tværs af generationer og baggrunde.
UN 17 har opnået flere bæredygtighedscertificeringer, herunder DGNB Platin og WELL Platin.
”Fremtidens byer skal være beboelige, overkommelige og bæredygtige – og UN17 Village beviser, at det også kan lade sig gøre i praksis. Projektet er en skabelon for byer, der ønsker at håndtere komplekse udfordringer som klimaforandringer og social sammenhængskraft gennem skalerbare, virkelige løsninger,” siger Rune Kock, CEO i Nrep.
.








