“Et cirkulært forløb af tid, lyd og erindring”

Essensen af et århundrede – udtrykt i en intens fusion af lyd, lys og levende billeder. Det er idéen bag kunstværket Time & Line på facaden af DR Koncerthuset i Ørestad Nord.

Lys- og lydinstallationen har premiere fredag 29. januar kl. 17.45 som optakt til dette års Copenhagen Light Festival. Den kan opleves helt frem til 23. februar.

Samarbejdet bag lys- og lydværket Time & Line er opstået i kølvandet på flere tidligere samarbejder mellem DR Koncerthuset og Copenhagen Light Festival, senest med værket ’Unorbit’ i 2024.

“Det har vist sig, at det er helt oplagt at inddrage DR Koncerthuset som en aktiv central del af Copenhagen Light Festival. På den ene side er det helt i overensstemmelse med den oprindelige arkitektoniske tanke med husets monokrome yderside, som kan fungere som et stort lærred. Og da vi er et levende hus fuld af publikum, kunstnere, musik og medier, er det en særlig glæde at kunne præsentere dette års unikke kombination af lyd, lys og billeder – hentet fra DR’s rige arkiv,” fortæller Casper Remmer Jeppesen, kommerciel chef for DR Koncerthuset.

Værket er skabt af DR Koncerthusets konceptuelle Art Director Jess Jensen i samarbejde med DJ-duoen Den Sorte Skole, som har remixet en række historiske optagelser med DR Symfoniorkestret i forlængelse af orkestrets 100-års jubilæum. På optagelserne er bl.a. musik af Gustav Mahler, Jean Sibelius og den danske komponist Per Nørgård, indspillet sammen med nogle af de vigtigste kunstnere i orkestrets historie – fra Fritz Busch i 1930erne og Herbert Blomstedt i 1960erne til Esa-Pekka Salonen i 1990erne og desuden chefdirigent Fabio Luisi på de nyeste optagelser.

“Den visuelle fortælling i Time & Line tager udgangspunkt i linjen, både som symbol på tidens bevægelse og de lyd- og lysbølger, som er musikkens grundstof. Værket er et cirkulært forløb af tid, lyd og erindring, hvor optagelser af DR Symfoniorkestret opløses, gentages og væves sammen med elektroniske elementer,” fortæller Jess Jensen.

Time & Line

  • Lys- og lydinstallation på DR Koncerthusets vestside
  • Skabt af Jess Jensen og Den Sorte Skole med optagelser af DR Symfoniorkestret
  • Indvies ved forpremiere 29. januar kl. 17.45 (dagen før den officielle åbning af Copenhagen Light Festival)
  • Time & Line kan opleves hver dag kl. 17-22 i perioden 29. januar til 23. februar
  • Læs mere: www.copenhagenlightfestival.orgww.drkoncerthuset.dk
Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »