LÆS GRATIS: Hvor er det befriende, at Cyklistforbundet har sat fut under debatten om at få de hurtigste cyklister ud på de københavnske vejbaner. For hvad nu hvis en del af løsningen på trængslen på Københavns cykelstier ikke kun er at bygge flere cykelstier – men også at bruge den plads, vi allerede har?
Af Kristine Ammitzbøll-Bille (RV), medlem af BR
Derfor mener jeg, at København skal have lov til at teste, om hurtige cyklister på udvalgte strækninger kan benytte vejbanen sammen med bilerne.
Det skal ske i kombination med, at vi sænker farten til 30 km./t på det pågældende strækninger.
Erfaringer fra blandt andet Holland og Sverige viser, at den type løsninger kan fungere godt, og en række eksperter udtaler sig positivt om idéen. Eksempelvis har Tove Hels, der er forsker i trafiksikkerhed ved Aalborg Universitet udtalt til Ritzau, at ”Selvom det lyder som et paradoks, kan det godt skabe mere trafiksikkerhed at lade flere forskellige trafikanter deles om den vej, de kører på”. Ja, der er faktisk dokumentation for sagerne!
Så lad os ryste fordommene af os og begynde med en forsøgsordning for at finde ud af, om det kunne virke lige så godt i København som i andre storbyer. Det kan eksempelvis være på Nørrebrogade/Frederiksborggade, Vesterbrogade, Østerbrogade, det inderste af Amagerbrogade, Torvegade og Gl. Kongevej.
Jeg vil gerne undersøge, om Københavns Kommune selv kan finansiere en forsøgsordning, hvor forslaget bliver testet, så det ikke bliver en udgift for Transportministeriet. Det eneste, der mangler, er muligheden for at afprøve en løsning, som kan gøre trafikken både mere sikker og mere smidig. Hvis forsøget viser gode resultater, vil det jo komme københavnerne til glæde, hvad enten de transporterer sig i bil eller på cykel. Og erfaringerne endda komme resten af landet til gavn.
What’s not to like?








