Fælledby får en ‘Trillebørsvej’ og en ‘Murstens Plads’

På mandag skal Teknik- og Miljøudvalget godkende navngivningen af veje og pladser i Fælledby. Kommunen holder fast i ideen om et byggetema i navnene.

De første beboere forventes at flytte ind medio 2025 og de skal jo have en adresse alle sammen. Det såkaldte Vejnavnenævn har indstillet 16 vej- og 3 pladsnavne med udgangspunkt i navnetemaet “Begreber relateret til byggeri”. Forslagene har også været i høring.

Første forslag kunne træde på følelser
Sidste år måtte Vejnavnenævnet opgive et forslag om at give veje og pladser navne efter danske kvinder i modstandsbevægelsen. Ideen mødte modstand i høringsfasen fra Amager Vest Lokaludvalg, som mente at referencen til modstandsbevægelsen ville fortørne de grupper, som har kæmpet imod byggeri på Amager Fælled, fordi de på en måde opfatter sig selv som medlemmer af en ‘modstandsbevægelse’.

Nævnet fremlagde i stedet et forslag om at navngive veje og pladser med begreber relateret til byggeri. For eksempel kunne en vej simpelthen hedde ”Mursten” og en anden “Skovl”.
Også det forslag mødte modstand i høringsfasen.
Både byggefirmaet Fælledby og lokaludvalget ønskede nogle navne med oprindelse i naturen på Amager Fælled, for eksempel “Mirabellevej” eller “Havtorns Plads”. Og ideen om at navne som “Mursten” og “Skovl” skulle stå alene, altså uden tilføjelsen Vej eller Plads, fandt man dumt og fjollet.

Derfor ændrede Vejnavnenævnet sit forslag til disse 16 vej- og 3 pladsnavne, som nu skal godkendes:
Vejnavne: Elektrikervej, Skruetrækkervej, Ingeniørvej, Vandkandevej, Blikkenslagervej, Fugeskevej, Tagdækkervej, Penselvej, Rørlæggervej, Trillebørvej, Glarmestervej, Rørtangvej, Stilladsarbejdervej, Høvlvej, Arkitektvej, Mejselvej.
Pladsnavne: Murstens Plads, Perlestens Plads, Brostens Plads.

Fælledby P/S har stadig et ønske om at navngive gader og pladser i Fælledby efter den omkringliggende natur.
“Fælledby P/S henleder også opmærksomheden på, at alle de tidligere indsendte høringssvar er enige om ideen om at navngive gader og pladser efter flora og fauna på Fælleden,” skriver de i høringssvaret.
Forvaltningen har svaret, at det har vist sig at være svært at finde stednavne med natur og fauna, som ikke bruges i forvejen. Bl.a. bruges disse ord andre steder i 15 kilometers radius: Æblerose (Tårnby), Mirabelle (København), Ranunkel (Gentofte), Røllike (Tårnby), Pilen (Ballerup) og Kløver (Lyngby-Taarbæk).

Amager Vest Lokaludvalg mener stadig, at navneforslagene “savner motivation i Fælledby og dens omgivelser”.
I stedet opfordrer lokaludvalget til, at navnetemaet tager udgangspunkt i Amager Fælleds bevaringsværdige dyr og blomster, for eksempel salamander, brændeskærm, nattergale osv.

Helle Bonnesen (K) er medlem af Vejnavnenævnet, og hun siger til Berlingske.dk, at alle fire politiske medlemmer af Vejnavnenævnet er enige i de valgte navne. Derfor bliver de formentlig også vedtaget, når Teknik- og Miløjudvalget skal tage stilling til dem. Hvis det sker, gøres de officielle på den i andre sammenhænge velkendte dato 1. april.

Fælledby på Amager Fælled er et byudviklingsområde, hvor der opføres 2.000 boliger, en skole, daginstitutioner, supermarked og sundhedshus. Området vil ved færdiggørelsen indeholde 16 veje. Desuden etableres 3 pladser.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »