Fælledby Energifællesskab blev i sidste uge hædret med Årets ESG-pris for arbejdet med at gentænke energiforsyning som noget, der udvikles og deles i fællesskab.
Prisen er givet ved EjendomDanmark og EjendomsWatchs topmøde EJENDOM2025.
Med energifællesskabet vil Fælledby ved hjælp af solceller, batterilagring og ladeinfrastruktur dække en stor del af bydelens energibehov. Målet er at skabe et selvforsynende lokalsamfund, når det kommer til produktion af grøn el.
Prisen fremhæver, at fremtidens bæredygtighed skal tænkes socialt, teknologisk og organisatorisk ind i hverdagen, så løsningerne mærkes af de mennesker, der skal bo og leve i bydelen. De erfaringer, der opbygges i Fælledby, bliver et vigtigt afsæt for det videre arbejde med at udvikle fremtidens bæredygtige byområder i København.
“Vi er både glade og stolte over, at Fælledby Energifællesskab har modtaget årets ESG-pris. Projektet giver os et konkret bud på, hvordan en bydel kan tænke energi anderledes – tæt på beboerne og tæt på hverdagen. Her afprøver vi nye måder at organisere og dele strøm på, og det giver nogle erfaringer, vi kan tage med os direkte ind i kommende byudviklingsprojekter,” udtaler Ejendomsdirektør, Henrik Steenstrup, By & Havn.








