Fælledens Dag X Fælledens skatkammer

På Amager er vi så heldige at have Amager Fælled, der byder på alt fra flotte fugle, kæmpe kreaturer, smukke sommerfugle, vilde vækster samt spiselige planter til søer, vandhuller, åben himmel og så uendelig meget mere. 

KLUMME af Centerleder for Miljøpunkt Amager Dorte Grastrup-Hansen, cand.scient i biologi og Master i Bæredygtig Omstilling.

• Og lige om lidt hylder vi alt det skønne på fælleden når Miljøpunkt Amager og en række spændende aktører inviterer til endags-naturfestival på Amager Fælled. Festivalen hedder ‘Fælledens Dag X Fælledens Skatkammer – stedet for livslange naturoplevelser’ og løber af stablen lørdag 19. september kl. 10-14 i Københavns Kogræsserlaugs Kofold.

Det er 11. gang at Miljøpunkt Amager inviterer børn og voksne til at hylde naturen og biodiversiteten på fælleden. I år er programmet ekstra stort og lidt som et overflødighedshorn med temaerne Skab & Smag, Leg & Lær, Fortælling & Fordybelse. Dagen er støttet af Amager Vest Lokaludvalg og samskabt med en række af gode samarbejdspartnere.

Hvad kan du opleve? 

Via Skab & Smag, Leg & Lær, Fortælling & Fordybelse i kofolden og gennem guidede ture på fælleden ønsker vi at dele ildsjæle og eksperters forståelse for og viden om naturen med dig. På den måde får du en bredere bevidsthed og tilgang til at opnå livslange naturoplevelser i naturen på Amager. Kom på tasting tour, tag et nordisk skovbad og oplev naturens flora og fauna gennem eksperters fortællinger og mini-bioblitz. Du kan også blive i kofolden og smage årtidsbestemte kager og surdejspizza, strikke med råuld, lære hvordan du omgås fælledens dyr, høre om fælledens fremtid, få uddelt vandrerkort eller historier at vandre til, høre Klagekoret Naturens Stemmers sange og en litterær samtale om åndelig oprustning, blive ledt ind i en teatralsk oplevelse og meget mere.  

Flere af indslagene er gode gengangere, men der er også en håndfuld nye indslag til Fælledens Dag. Som noget helt nyt kan du fx deltage i Hedestriks mini-dogmestrik workshop eller deltage i en litterær samtale om åndelighed og Jorden og os med AandeligOprustning.dk og Miljøpunkt Amager.

Gå på jagt efter fælledens arter

Til mini-bioblitz kan du komme og hjælpe med at finde og identificere både planter, insekter og padder i den store græsningsfold. Vi går sammen ture og finder arter, og man kan få hjælp til at registrere dem på arter.dk. Viden om biodiversiteten er med til at hjælpe Københavns Kommune med at planlægge naturplejen på området. Københavns Kogræsserlaug har plejet naturen på Amager Fælled i 11 år ved at lade køer og heste afgræsse en del af området året rundt. De er blandt andet med til at holde invasive arter i skak og holde området lysåbent. Dyrene spreder en masse frø, dels gennem afføringen og dels ved at nogle frøtyper hænger fast i pelsen og tabes andre steder.

Du kan deltage i en naturquiz for både børn og voksne hos Amager Fælleds Venner og deltage i deres naturvandring med fokus på planter, insekter og andre dyr på fælleden. Du kan også høre mere om udviklingsplanen for Amager Fælled og trafik- og byrumsplan for Amager, som er i høring netop nu, i boden hos Amager Vest Lokaludvalg. 

Lad dine sanser blive badet i fælledens natur og historie

Et skovbad er en sansemættet, beroligende oplevelse for krop og sind. Vi bader ikke i en skovsø – vi bader i skovens atmosfære, stemninger og indtryk. Kom med ud på en naturpause, hvor du bruger alle dine sanser i en stille, guidet vandring – fra træ til træ, fra blomst til blomst, omkranset af de skønneste sommerfugle.

Du kan også blive klogere på hvorfor vi stadig siger Ama’r Halshug og hvornår Amager blev til ’Lorteøen’ til en historisk vandring sammen med Anja Frausing som er natur- og kulturformidler, og Lokal Naturparkguide. Det er en historisk gennemgang af fælledens betydning før og nu, og det rige dyre- og planteliv, der findes herude. 

Smag på fælleden

Du kan opleve årstiden gennem Seasonal Slice’s kager, linoleumstryk, og opskrifter. Der er gratis kage til de første 50 besøgende. Slow Food Youth laver desuden økologiske surdejspizza og foccacia med råvarer fra fælleden. Du kan også opnå kendskab til nordiske urter med Nordisk Urtekundskab eller tage på tasting tour med Jann Kuussisari. Du kan holde dig opdateret om Fælledens Dag på vores hjemmeside eller sociale medier.

Det er beviseligt, at det er sundt for os at være i naturen. Ph.d. i naturpsykologi Simon Høegsmark giver flere bud på, hvorfor det er sundt for os at komme ud i naturen. Han nævner at naturen skaber ro i os. Vi har en tendens til at opnå selvforglemmelse og en følelse af forbundethed, der aktiverer kærlighedshormonet oxytocin, når vi er til stede i naturen. Så håber vi ses i naturen på Fælledens Dag! 

miljopunkt-amager.dk.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »