I opslag på sociale medier påstås det, at Fælledby de kommende år vil sende “hundredvis af lastbiler” med forurenet jord på Ørestads Boulevard på vej mod Lynetteholm. Det giver et dramatisk billede, men det er desværre helt forkert. Lad os tage fakta først.
Af Simon N. Madsen, kommunikationschef, Fælledby P/S
Fælledby har allerede kørt langt størstedelen af den jord, som myndighederne har anvist til Lynetteholm: Omkring 80 procent er håndteret og bortkørt siden november 2024 og gennem 2025.
Den resterende mængde udgør i alt omkring 40 lastbillæs fordelt over de næste 6–12 måneder. Det svarer til et lavt aktivitetsniveau i forhold til den daglige trafik på Ørestads Boulevard. Med andre ord, ca. 4-8 lastbiler om måneden på en vejstrækning, hvor der kører tusindvis af biler hver dag.
Jordens forureningsgrad dokumenteres på forhånd for hver bunke, og myndighederne anviser kun den jord, som holder sig indenfor kravene på Lynetteholms modtageanlæg. Den mest forurenede jord køres ikke til Lynetteholm, men til deponiet AV Miljø i Hvidovre – altså i den modsatte retning af Ørestad.
Der er derfor ingen planer om tung, vedvarende jordtransport gennem Ørestad de kommende år.








