Falcons har brug for en isbane mere

Ishockeyklubben Copenhagen Falcons i Ørestad er nu Danmarks 2. største ishockeyklub og drømmer en ekstra isbane – så der bliver plads til flere ungdomshold. 

Omklædningsrummet er fyldt med ishockeyudstyr på gulvet og her lugter som der nu gør i et omklædningsrum for 40 drenge. Her er ingen børn, men oppe fra spisesalen høres der stemmer og latter.

Her i efterårsferien har Copenhagen Falcons inviteret til ishockeymarathon hvor holdene spiller nonstop imod hinanden på to små baner. Denne dag er unge spillere fra Rungsted, Rødovre og Hvidovre på besøg.

“Vi kalder det “King of the Hill” og formålet er at give ungdomsspillerne så meget istid som de kan få – imens de har det sjovt,” forklarer Stine Sandstrøm Christensen, som er bestyrelsesmedlem i Copenhagen Falcons.

“Vi er blevet Danmarks 2. største ishockeyklub. Men med kun to isbaner i Københavns Kommune kan vi ikke tilbyde ishockey til alle dem, der faktisk gerne vil”, siger Stine og Christopher fra Copenhagen Falcons.

En klub for bredden
Falcons strategi er at være en klub for bredden og især for børn og unge. Og det er lykkedes i Ørestad. 

“Vi har fundet nøglen til at blive et populært tilbud til børn og unge. Og det er at klubben og skøjtehallen ligger midt  i bydelen og er nem at komme til.

Hvis man ikke skal til træning, kommer man alligvel forbi for at mødes, spille bordfodbold eller deltage i isdisco lørdag aften”, forklarer formand for Copenhagen Falcons, Christopher Kaas Ibsen.

Mangler istid
Udover den store isbane, har Ørestad Skjøtehal kun en mikrobane til de mindste spillere i ‘Falkereden”.

Og med 550 medlemmer er alle tider på isen stort set optaget, da Falcons også deler hallen med Ørestad Skøjteklub og hallen desuden er åben for alle lørdag og søndag. Falcons har p.t. 9 børne- og ungdomshold samt 6 voksenhold.  

Klubben er så småt begyndt at arbejde på at finde mere is at træne på. Og har også kontaktet Kultur- og Fritidsforvaltningen samt politikere for at fortælle om kapacitetsudfordringerne. Men intet er afgjort endnu.

Falcons mangler helt aktuelt plads og istider, hvis de skal kunne oprette hold for årgagene U16 og U18. Unge, som har spillet i klubben hele deres barndom, og nu kan blive nødt til at finde andre klubber. Men KØbenhavns Kommune har p.t. kun to isbaner. Den i Ørestad og en på Østerbro.

“Det vil være ærgerligt, hvis vi ikke kan beholde vores medlemmer hele deres ungdom,” siger Stine Sandstrøm Christensen. 

Forpladsen ved Ørestad Skøjtehal med byggehegn omkring. Hvad skal der bygges her? Copenhagen Falcons drømmer om en isbane i stueetagen. 

Bare en simpel hal
Klubben har ikke brug for en skøjtehal nummer 2 med omklædning, lounge og tilskuersæder.

“Vi skal bare bruge en hal med is på – uden andre faciliteter. Banen må godt være en smule mindre end den nværende. Og vi har forstået at det køleanlæg, som holder isen kold i Ørestad Skøjtehal, er dimensioneret til at kunne drive en bane mere,” tilføjer Stine.

“Vores fokus er at øge kapaciteten i Ørestad for at opretholde nærheden til Ørestads beboere, institutioner og skoler. Vi kommer ikke til at fylde mere end en etage i et parkeringshus. Det kunne være et sted ved Hannemans  Allé. Faktisk er forpladsen lige foran skøjtehallen jo stadig ubebygget”, siger Christopher Kaas Ibsen.

.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »