Familieforretningen LeLop fejrer fireårsfødselsdag

LeLop er et familieforetagende. Mormor hjælper med at pakke manilamærker og Lauras kæreste har bygget prototypen til de reoler, der udstiller tøjet underetagen i Ørestads store genbrugsbutik i bunden af 8-tallet. Den daglige drift står Heidi Kæmmer og Laura Ditte Kæmmer – som er mor og datter – for.

Af Annemarie Otteslev

I slutningen af maj måned kunne ejerne holde fire årsfødselsdag som iværksættere og for LeLop. Det blev fejret med bobler, kage, konkurrencer og et særligt fødselsdagstilbud.

Nu er det nemlig fire år siden, at Heidi og Laura Kæmmer slog dørene op for deres kommissionssalg af genbrugstøj – der også forhandles direkte via Instagram.
De den gang helt nye iværksættere sonderede forretningsmulighederne i Københavns nyere byområder – Amager Strand, Islands Brygge og Ørestad – og valget faldt på det sidste område, hvor parret så et stort potentiale for et lækkert genbrugsset-up i en voksende bydel med mange yngre beboere, der er orienteret mod bæredygtigt genbrug.
Inden opstart af LeLop har Laura færdiggjort gymnasiet – Heidi har arbejdet som pædagog og klinikassistent – LeLop er deres første projekt som selvstændige.

”Vi brænder virkelig for genbrugstanken – og har brugt oseaner af tid på loppemarkeder vidt omkring og har selv haft stand på et reolloppemarked. Vi ville gerne lave et større sted i et af de nye områder på Amager, hvor vi også selv bor (i Tårnby). Det skulle være et lækkert sted – lyst og mere personligt end de steder, der ellers findes i industriområder rundt omkring.” fortæller Heidi.

Laura supplerer: ”Vi synes, vi er lykkedes med at skabe et hyggeligt og lokalt sted. Folk kommer igen og igen og kender os – da vi har brugt mange, mange timer hernede i forbindelse med af opstart af butikken. Samtidig gør vores netsalgskoncept, at vi har kunder på hele Sjælland.”

Vi kunne godt bruge en lokal handelsforening
Der har været dump på vejen i opstarten af den nye butik, bl.a. corona-nedlukning og afspærring af området foran butikken, hvor der nu er lavet nyt uderum med petanque-bane, som grundejerforeningen Ørestad har stået for udvikling af.

Ejerinderne nævner desuden de velkendte udfordringer med manglende mulighed for parkering i gadeplan, de høje erhvervslejemålspriser og manglende helhedstænkning i Ørestad Syd som barrierer for det lokale butiksliv.  

”Det er simpelthen svært for vores kunder at finde vej. Butikkerne ligger spredt i området – vi kunne godt bruge en god guidning, f.eks. en tavle oppe på hjørnet overfor stationen – eller flyers, der omdeles til de mange tilflyttere til området. Vi kunne godt tænke os, at vi samler ressourcerne i en lokal handelsforening – drevet af os butiksejere, som kunne igangsætte initiativer, der afhjælper, de udfordringer der er,” samstemmer Heidi og Laura.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »