Familien Blaabæk er faldet fuldstændig til i Arenakvarteret

Hvad gør en ung børnefamilie, når der bliver brug for mere plads? Emil og Ea Forup Hoppe Blaabæk valgte Arenakvarteret i Ørestad. De kalder kvarteret for ‘en forstad midt i København’ og elsker, at deres to drenge kan løbe lige ud af den lille have og altid finde venner at lege med.

Boligmarkedet i København er svært for unge børnefamilier, der gerne vil have lidt mere plads og lidt mere grønt. Bankrådgiveren giver dem ofte valget mellem hus og have i Ringsted – eller meget lille lejlighed i byen. Derfor var Ea og Emil Forup Hoppe Blaabæk glade for at de en dag i 2020 tog ud til Arenakvarteret i Ørestad – bare for at ‘kigge’.

De to sønner Harald og Ask var blevet 2 og 4 år. Villalejligheden i Vanløse trængte meget til vedligeholdelse, og hverken Emil eller Ea er ‘gør-det-selv’ typer. Placeringen var heller ikke særlig børnevenlig med den store Jyllingevej lige om hjørnet. Parret havde i 2015 boet i en kort periode i Ringsted og indså der, at de ville/måtte bosætte sig tættere på byen.

I Arenakvarteret kom de til fremvisning i et lille byhus, hvor alt virkede og var i fin stand. De bemærkede hurtigt alle børnene, som bare løb rundt mellem husene. Og freden og stilheden.

“Jeg kendte godt til Ørestad, da mine forældre flyttede ind i 8Tallet i 2014. Dengang tror jeg nok at jeg syntes at der var lidt tomt og ubebygget herude. På vores første gåtur i Arenakvarteret bemærkede jeg at det var et helt færdigt kvarter med masser af grønt. Og fællesarealer som alle bruger hele tiden,” fortæller Ea.

“Jeg er vokset op i byen, og vi ønsker begge at kunne kombinere familieliv og byliv, og kort afstand til vores jobs. Det er lykkedes her, synes jeg. Om eftermiddagen er der liv af børn og familier, og om aftenen er det som om at der bliver trykket på ‘mute’ – og alt falder til ro. Det kan jeg faktisk rigtig godt lide – vi behøver ikke en bar rundt om hjørnet. Det er som en forstad inde i byen,” siger Emil.

Familien har nu boet i Arenakvarteret i fire år. Familien bruger naturen på fælleden. I dag skal de ride i Pinseskoven.
“Jeg kan overhovedet ikke ride, men bliver sat op på en hest, og så begynder den at gå. Det er totalt zen-agtigt,” fortæller Emil. Andre gange pakker de Christianiacyklen og kører gennem Kongelunden ud til badestranden ved Dragør. Det tager kun 20 minutter.
“Det er en perle uden lige derude. Så måske skulle man prøve at holde det hemmeligt,” siger Emil og Ea.

Børnene har fået masser af venner og skal efter sommerferien starte i hhv. 1. og 3. klasse på den nye Arena Skole & Fritid. Hvor der også kommer idrætshal og svømmehal. De har stået på venteliste til Ørestad IF Fodbold – og starter også der meget snart.

“Det er meget nemt og trygt at have børn herude. Vi har en facebookgruppe som fortæller om alt fra halloween og børneloppemarkeder til hvordan man læser varme og vandaf. Børnene har masser af muligheder, og vi kender andre børnefamilier på kryds og tværs. Nogle er mere aktive end andre, men det opleves som helt i orden at man også har brug for privatliv og trækker sig lidt en gang imellem,” siger Emil.

Ea og Emil har aftalt, at de vil blive boende i Arenakvarteret indtil børnene bliver store. Men derfor kan man da godt drømme om lidt mere plads.
“Og måske en anden bolig i Ørestad, med udsigt over fælleden,” siger Ea.
De glæder sig også til det kommende kultur- og beboerhus Byens Hus.
“Det er ærgerligt, at det er forsinket. Bydelen mangler præcist sådan et sted, hvor der er kulturaktiviteter. Det savner vi mere, end vi savner butikker,” siger Emil, inden han tager cyklen ud på fælleden for at blive sat op på en hest.

Translate »