LÆS GRATIS: Københavns Havn er ikke som en strand eller en svømmehal. Det er et aktivt byrum med trafik, strøm, kulde og store vanddybder – og en tidligere industrihavn, hvor forhold under overfladen stadig har betydning. Fem nye Havnebaderåd skal samle den vigtigste viden om sikker og tryg badning i Københavns Havn og gøre det lettere for alle at træffe gode valg.
De nye havnebaderåd er udviklet af By & Havn i samarbejde med Partnerskab for Sikker Havn (Københavns Kommune, Søsportens Sikkerhedsråd, Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab) samt Hovedstadens Svømmeklub og TrygFonden. De fem rigtig gode råd blev lanceret på den årlige Havnedag tirsdag 2. juni på Nordre Toldbod.
“Havnebaderådene er i familie med TrygFondens kendte baderåd, men havnebaderådene afspejler, at det er anderledes at bade i en havn som Københavns Havn end ved stranden. Vi håber, folk tager godt imod de nye råd og giver dem en tanke, før de hopper i vandet denne sommer.,” sagde Chef for Borgerdialog, Formidling og Partnersamarbejder, Rikke Faaborg Jarmer fra By & Havn.
De fem havnebaderåd
1. Find havnens lovlige badesteder
2. Bad altid sammen med andre
3. Gå aldrig i vandet påvirket af alkohol eller stoffer
4. Tjek vandet og vejret
5. Slip ikke børnene af syne
Uddybende forklaringer på de enkelte råd kan findes på hjemmesiden byoghavn.dk/havnebaderaad og i havneappen KBH Havn.

Vælg det rigtige sted
En vigtig del af rådene handler ganske enkelt om at vælge det rigtige sted at bade. Selv om Københavns Havn efterhånden rummer 19 officielle badesteder fordelt på havnebade, badezoner, dyppezoner og strande, er der stadig mange, som vælger at bade udenfor de godkendte badesteder.
Bad i sundt vand
Ved de officielle badesteder kontrolleres vandkvaliteten løbende, der er god afstand til spildevandsudløb og badning er adskilt fra den øvrige aktivitet i havnen. Men også i de godkendte badesteder er der store forskelle: For eksempel er der fast bund i havnebadene men ikke i badezonerne. Og havnebadene er bemandet med livreddere i modsætning til de øvrige badesteder (på nær Sandkaj Badezone, hvor der denne sommer også er livredderbemanding).

Farerne lurer udenfor zoner og havnebade
Uden for de officielle badesteder kan forholdene være uforudsigelige. Havnen er dyb – flere steder op til ti meter – kanterne er lodrette, redningsstiger er ikke tænkt til at blive brugt som badestiger, strømmen kan overraske, og der kan pludselig være sejlende trafik, som har svært ved at manøvrere, hvis et lille hoved uden varsel viser sig i vandet. Samtidig kan der være påvirkning fra overløb og en havbund, der stadig bærer præg af tidligere tiders industri.
Bad sammen
Også adfærd ved vandet spiller en stor rolle for sikkerheden. Mange farlige situationer opstår, når man er alene, eller når man overvurderer egne evner. At bade sammen og holde øje med hinanden (ikke mindst med børn) gør en reel forskel. Og det er vigtigt at sige fra – over for sig selv og andre – hvis alkohol eller stoffer er en del af situationen, eller hvis man bare ikke føler sig sikker i situationen.
Det handler også om at orientere sig, før man hopper i. Vejr, strøm og bølger fra trafikken påvirker forholdene i havnen, og derfor er det en god vane at tjekke vandet og omgivelserne.
“Vandet i byen giver nogle særlige oplevelser, men at have de rette vandkompetencer i havnen er mere end bare at kunne svømme. Det handler lige så meget om, at man skal være i stand til at håndtere de situationer, der kan opstå og selvfølgelig have kendskab til risici og regler – og ikke mindst at have handleevne og tage ansvar – altså at kunne hjælpe sig selv og andre uden at komme i fare. Havnebaderådene gør det enklere at træffe gode valg – og dermed skabe mere sikkerhed og tryghed for alle,” udtaler Helen Witt fra Trygfonden Kystlivredning.
I løbet af sommeren vil havnebaderådene blive markedsført på flere måder. Bl.a. vil der blive opsat skilte på dansk og engelsk ved alle byens officielle badesteder.
Se også KBH Havn appen, hvor man kan finde de lovlige badesteder, tjekke badevandskvaliteten og få et overblik over forholdene i havnen, hvad enten man er svømmer, sejler, fisker, roer eller bedst kan lide at opholde sig langs kajkanterne.








