“Fra tid til anden” – en film om tidsrejse og kvindekamp løb med hovedprisen til årets Asta Filmfestival på Ørestad Gymnasium
Af Mette Eggert Dahl Olander og Maria Rudolph, lærere på Ørestad Gymnasium.
Hvert år i maj måned løber en storstilet filmfestival af stablen i Nordisk Films biograf i Field’s og på Ørestad Gymnasium. Her hyldes årets bedste film produceret af Ørestad Gymnasiums medie-elever, og en jury af professionelle filmfolk udvælger de allerbedste film. I år satte filmene blandt andet fokus på kvinders rettigheder og på irske undergrundsbands.
Spændte elever og premiere-feber
”Vi glæder os sindssygt meget!”
Cornelia van der Loo og Martha Palving Blauner fra 3.m står klar sammen med resten af vennerne foran Nordisk Film Biografer i Field’s, hvor de om lidt skal se deres egen og ti andre elevfilm fra Ørestad Gymnasium på det store lærred.
Asta Filmfestival er kulminationen på de mange medie-elevers arbejde med at få manuskript, framing, klipning og lyd til at gå op i en højere enhed, og eleverne har brugt aftener og weekender på at optage og redigere deres film. Kampen er intens for at blive blandt de nominerede film, der kæmper om syv priser.
Film på Field’s største lærred
Da dørene åbner, bliver biografsalen fyldt med forventningsfulde elever, forældre og skuespillere. Der er en summende stemning af premiere-nerver, da en stolt rektor Mads Lyngby Skrubbeltrang kan byde velkommen:
”Filmene i aften er resultatet af mange timers hårdt og dedikeret arbejde, og I har udover det filmiske lært utrolig meget om samarbejde og det at styre en proces – det er godt kæmpet!”, siger han, og publikum klapper og hujer. Derefter byder to værter velkommen, lyset bliver slukket og de 11 nominerede film bliver vist. Publikum gyser, græder og griner, og klapper længe efter filmene.
Professionel jury fra filmbranchen
Midt i den store sal sidder aftenens jury, der består af folk der arbejder professionelt med film. I år består juryen blandt andet af filmfotograf Eric Witzgall, skuespiller Alexandre Willaume, manuskriptforfatter Adam August, og Per Helmer Hansen, som er forfatter til flere filmbøger.
Den professionelle jury bemærker også årets høje niveau. Alexandre Willaume understreger senere på aftenen, at der var flere gode film end priser, og at juryen derfor var på hårdt arbejde for at sætte navne på de film, der skulle gå hjem med en filmpris i år.
Hård konkurrence
På vej ud af biografen er eleverne opfyldt af oplevelsen af at se deres egne film sammen med et stort publikum.
”Man kommer ind med ’confidence’, men så ser man, hvor højt niveauet generelt er, og så bliver man sådan lidt waauuw …” bemærker Jonathan Kinnerup fra 3.m, der selv står bag filmen Domi Solus.
Band, rap og glade publikummer
Mens juryen voterer underholder OEG Band, og de nominerede elever, deres forældre, venner og lærere diskuterer, hvilke film de mener, skal løbe med priserne. Caroline Aller og Frederikke Jacobsen fra 3.i gætter på, at deres klassekammerater Yu Li og Marcus Pelsens film Sjælen får en pris, mens Tobias Klindt fra 2.i synes, at det var stort af se 2.g’ernes studietursproduktioner fra Dublin i en fuld biograf. “Det var en fed tur, og det er virkelig sjovt at se nogle af filmene her”, tilføjer Tobias Klindt.
Filmpriser uddeles af juryen
Værterne Anne-Sofie Olesen fra 1.m og Sylvester Willaume fra 2.i sørger for den rigtige festival-stemning, inden spændingen endelig skal udløses. Skuespiller Alexandre Willaume uddeler den første pris for årets bedste C-niveau-produktion i 1.g:
”Vinderen Det’ rejsen der tæller er en modig film, der lukker os ind i et univers, som mange ikke kender, men som vi måske har mange forestillinger om.”, siger han, inden han overrækker prisen til Abbas Hamad, Ahmed Irfan, Alan Turan, Hashim Rasul og Syed Naqvi fra 1.j, der glade tager imod prisen.
Filmen handler om en ung mand, der overvejer at gå i krig, men på rejsen bliver i tvivl. Hashim takker i sin tale for at have fået muligheden for at vise filmen for så mange mennesker på det helt store lærred.
Eksperimenterende film
Eric Witzgall, filmfotograf og producer, opfordrer i sin motivation for prisen for bedste billedside til, at ’I skal fortsætte med at være legende og eksperimenterende i jeres tilgang til filmmediet – det kan nemlig meget mere, end vi gamle overhovedet kan forestille os’.
Spaltede Spidser af Camille Hansen, Daniel Streuli, Linnea Kadijevic, Malthe Rasmussen og Nicolai Ansbjerg fra 3.i får prisen for bedste billedside.
Fotograf Eric Witzgall overrækker prisen og siger:
“I får denne pris, fordi I tager jeres framing alvorligt – ikke bare i de store totaler, men også i de nære beskæringer”.
Tidsrejsefilm om kvindekamp vinder hovedprisen
Så er det blevet tid til årets vigtigste pris, nemlig hovedprisen ‘Bedste Film’. Prisen går til filmen Fra tid til anden af Martha Palving Blauner, Cornelia van der Loo, Frederikke Rosenberg, Chloe Friedl og Kaya Ørbæk fra 3.m.
Filmen fortæller historien om en tidsrejse, der vækker en ung kvinde fra 1800-tallets opmærksomhed på ligestilling og feminisme. Laura Lange Nilausen, der vandt prisen for ’Bedste Film’ sidste år, motiverer juryens valg med ordene:
”Årets ‘Bedste Film’ formår at få manuskript, klipning og billedside til at gå op i en højere enhed. Det er en film, der har gjort et særligt indtryk, og som vi alle går hjem og fortæller om.”
Holdet bag Fra tid til anden modtager også prisen for bedste manuskript, hvor manuskriptforfatter Adam August motiverer med ordene:
”Fra tid til anden har et klart budskab, som bliver formidlet elegant og tilpas underspillet”.
Martha Palving Blauner takker på gruppens vegne, og hun håber, at publikum tager filmens budskab om, at selv den mindste handling kan få stor betydning til sig.
Glade vindere
Spændingen er udløst, vinderne er fundet, og alle film og medie-elever er igen i år blevet fejret. Juryen bliver hængende efter festivalen og snakker med eleverne.
På vej ud ad gymnasiet på den røde løber mellem alle ballonerne udbryder Jonathan Kinnerup 3.m håbefuldt:
”Nu håber jeg bare, at vi trækker mediefag til eksamen!”. Filmene og eleverne er i hvert fald klar.
ÅRETS VINDERE:
Bedste c-niveau produktion (1.g’ernes produktioner på C-niveau):
Det’ rejsen der tæller af Abbas Hamad, Ahmed Irfan, Alan Turan, Hashim Rasul og Syed Naqvi, 1.j
Bedste af Faktaproduktion (2.g):
Smilez af Julie Larsen, Liva Vinzent, Maroua Khoukhi, Michalina Szymanowicz og Sabrina Agger, 2.m.
3.g’ernes produktioner på A-niveau:
Bedste klipning: Sjælen af Yu Li og Marcus Pelsen, 3.i.
Bedste billedside: Spaltede spidser af Camille Hansen, Daniel Streuli, Linnea Kadijevic, Malthe Rasmussen og Nicolai Ansbjerg, 3.i.
Bedste manuskript: Fra tid til anden af Martha Palving Blauner, Chloe Friedl, Cornelia van der Loo, Frederikke Rosenberg og Kaya Ørbæk, 3.m.
Bedste film: Fra tid til anden af Martha Palving Blauner, Chloe Friedl, Cornelia van der Loo, Frederikke Rosenberg og Kaya Ørbæk, 3.m.
Publikumsprisen: Domi Solus af Umamah Sultan, Jonathan Kinnerup, Karla Schack, Maria Petersen og Sydney Christiansen, 3.m.
Årets jury:
Per Helmer Hansen, forfatter til filmbøger og tidligere lektor i mediefag.
Eric Witzgall, fotograf og producer.
Alexandre Willaume, skuespiller uddannet på Statens Teaterskole.
Adam August, manuskriptforfatter.
Laura Lange Nilausen, vinder af Asta Filmfestivals ‘Bedste Film’ 2022.
Lucas Burchhardt, vinder af Asta Filmfestivals ‘Publikumspris’ 2022.