
Klumme af Dorte Grastrup-Hansen, Centerleder, Miljøpunkt Amager
Ifølge klimaforskeren Katherine Hayhoe er noget af det vigtigste, vi kan gøre for den grønne omstilling, ganske enkelt at tale om den med hinanden og med udgangspunkt i det, vi har til fælles.
I forhold til samtalen om klima er en af de helt store udfordringer dog, at vi bliver reduceret til at være ‘forbrugere’. Det er sådan vi bliver talt til, og det er ofte sådan vi forstår os selv i det økonomiske system. Og derfor bliver samtalen, handlemulighederne, forståelsen af sammenhænge mm. også indsnævret efter det.
Økonomen Kate Raworth, som er kendt for at have udvikle doughnut-økonomien, minder os om, at vi alle indgår i økonomien på flere måder og i flere roller: Som borgere i staten, deltagere i fællesskabet, forbrugere på markedet og medlemmer af en husholdning. Og hendes pointe er klar: Vi skal sikre menneskelig trivsel uden at overskride planetens grænser. Det kaldes også trivselsøkonomi – hvor fokus er på vores, planeten og alle arters trivsel frem for et enøjet fokus på en økonomi i vækst. Og det kan vi ikke, hvis vi kun agerer som ‘forbrugere’.
I alt er der 20 roller, hvoraf 16 stammer fra Kate Raworth, og dertil har Jacob Rask fra Copenhagen Doughnut tilføjet fire ekstra roller:
- Husholdning: Forælder, partner, familiemedlem, barn, uden familie
- Stat: Offentlig medarbejder, borger, stemmeberettiget, aktivist, fremmed
- Fælled: Frivillig, deler, samskaber, forvalter, ekskluderet
- Marked: Forbruger, producent, arbejder, kapital, uden job
I Miljøpunkt Amager gør vi derfor også en pointe ud af at huske os selv og hinanden på, at vi er så meget mere end f.eks. en forbruger.

Amagerkansk indflydelse
Som amagerkaner har du et hav af muligheder for at udøve hele paletten af roller. Her er et udpluk for dig, der gerne vil gøre en forskel for miljø og klima helt lokalt på Amager.
Brug din stemme
I år er det valgår både helt lokalt og nationalt. Der vælges nye lokaludvalg for perioden 2026-2029, og du kan blive en del af de fremtidige arbejdsgrupper i de to lokaludvalg ved at kontakte sekretariatet i den bydel du bor i. Læs mere om lokaludvalgets arbejdsgrupper i Amager Øst her og Amager Vest her. Der er også valg til HOFOR’s forbrugerbestyrelse i perioden 9. marts til 10. april. Her stiller 27 kandidater op og du kan stemme på to kandidater, der skal repræsentere forbrugerne i HOFOR’s forsyningsområde. Og så kan du selvfølgelig også stemme til det kommende Folketingsvalg tirsdag den 24. marts. Så brug din grønne stemme!
Bliv frivillig i et grønt fællesskab
Er du vild med at bruge din hænder til at reparere tøj eller har du teknisk snilde og ved lige, hvordan man får fikset en gammel toaster? Eller måske er du den fødte vært og kan indregistrere data på det som skal repareres? Så kan det være, at Repair Cafe Amager er et sted for dig at afprøve den frivillige side af dig selv! Kontakt caroline@miljopunkt-amager.dk med en kort beskrivelse af dig selv, hvis du gerne vil være frivillig i Repair Cafe Amager. Plastikpose-frit Amager syr poser af genbrugsstof til udvalgte butikker og biblioteker på Amager, så du fx kan transportere dine lånte bøger med hjem fra biblioteket. De har syet over 8.500 stofposer og de fortsætter derudaf. Her har de også brug for frivillige, der kan lide at sy stofposer til amagerkanerne. Du kan bare dukke op til én eller flere af deres tre ugentlige åbningsdage, og være med. Du kan finde mere info her. Sidst men på ingen måde mindst kan du blive en del af Amager Grønne Nabofællesskaber. De laver en rig variation af tiltag på Amager og mødes i flere forskellige grupper og sammenhænge. Du kan finde dem her.
Bliv medlem og naturforvalter
Havhaven Amager blev etableret som en frivillig forening i starten af 2025. De har nu kastet de første hobbyliner til at dyrke muslinger ud og de er klar til deres første generalforsamling lørdag den 7. marts. Orientér dig om deres forening her, og læs hvordan du kan være med til at få fingrene i vandet og skabe fokus på en sund blå bynatur på Amager.
Hvis du er interesseret i blå og grøn bynatur kan du finde lokale events, inspiration og registrere den natur du har været med til at kultivere på vildtnok.nu. Inspirations- og registreringsplatformen er skabt på tværs af alle bydelene i København med forhåbningen om, at alle har lyst til at dyrke mere natur i København om det er i et vejbed, på din altan, i et offentligt areal, i vandkanten eller andet.
Den grønne omstilling skabes ved at træde ind i alle de arenaer og roller, vi har mulighed for. Den skabes i fællesskaber, i stemmebokse og i hænder, der handler og skubber på. Så lad os sammen hjælpe hinanden til at huske på, at vi er mere end bare forbrugere.





