Flemming på 92 cykler igen

Ørestad Plejecenter afholdt et festligt kickoff-arrangement med organisationen Cykling uden alder den 20. maj. Der var en duft af forår, hjul der snurrede, og smil, der bredte sig fra både piloter og passagerer.

Kickoff-arrangementet på Ørestad Plejecenter var en invitation til lokale naboer om at blive en del af foreningen Cykling uden alder – som cykelpilot, pårørende eller som nysgerrig deltager. Dagen bød på prøveture og oplæring i rickshaw-cyklen, grin og gode snakke samt inspiration til, hvordan man med ganske lidt tid kan give noget stort igen. 

Blandt dagens deltagere var 92-årige Flemming Jappe, der sad godt tilbagelænet i en af rickshaw-cyklerne med et roligt blik og en tydelig glæde over at være ude i solskinnet: 

“Jeg har cyklet hele mit liv – men nu kan jeg ikke mere. Så det er dejligt at komme ud og cykle med cykelpiloterne,” sagde Flemming. 

For Flemming bragte turen til baghavens Amager Fælled barndommens eventyr tilbage: 
“Ud på fælleden, hvor jeg har leget som dreng og fanget dafnier,” sagde han. 

Cykling uden alder er en landsdækkende forening, hvor frivillige cykelpiloter tager ældre med ud på ture i røde rickshaw-cykler. Cykelturene skaber en unik følelse af fællesskab, frihed og minder, der får nyt liv i den friske luft.

For beboerne på Ørestad Plejecenter betyder cykelturene en reel mulighed for at mærke livet uden for plejecentret igen, som en del af lokalsamfundet. Og som Flemming formulerede det: 
“Det bedste ved en cykeltur? At få den dejlige, friske luft.” 

Arrangementet er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond, og i disse uger inviterer plejehjem og dagcentre over hele landet nye frivillige ind i fællesskabet. Alle kan som frivillige være med til at få store smil og stærke livshistorier igen. Hvis cykelpilot måske noget, kan man læse mere på www.cyklingudenalder.dk/kom-i-gang

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »