Nu vil vi have forår – det er trods alt den første forårsmåned vi ser ind i.
Dagen efter at stormen Rolf havde vækket mig midt om natten, og ellers havde hærget over landet, tog jeg en beslutning: Nu skal det være forår – og så håber jeg det er den rigtige beslutning jeg har taget – det er jo trods alt ikke noget jeg bestemmer.
Jeg startede med at få vasket alle vinduerne, som også havde spor efter stormen. Derefter fik jeg flyttet lidt rundt på mine plantekasser, så jeg kan se juleroserne inde fra stuen, og så tog jeg grandækket af kasser og potter, og så kunne jeg jo også konstatere at det pibler frem, både med de små gule påskeliljer og blå iris. Og så krydser jeg bare fingre for at der ikke kommer nattefrost og sne igen.
Da det hjemlige var overstået, tog jeg en cykeltur ud i området for at se om der også var tegn på forår derude. Og der er mange tegn på forår – farverne er blevet mere fremtrængende, bare de lige får et solstrejf, så selv om der ikke er noget sprunget ud endnu, så kan man tydelig mærke at der er noget på vej.
Fotos: Kirsten Degn
Der er også liv og leben ned i kanalerne, det er forskelligt hvad vi ser år for år, nogle år er der overtal af blishønsene og andre år er det ænderne, der er i overtal. De to hold kriges nogle gange om de gode pladser, men jeg tror nu nok at der bliver plads til alle, men det er lidt sjovt at se på når de kriges om pladserne. Der er altid noget at kigge på og glædes over. Svanerne er er jo også år efter år – heldigvis. Jeg har også hørt lærken kvidre over savannen – det på tros af at det var gråvejr den dag. Viben har jeg ikke hørt endnu, men det kan heller ikke vare længe.
Nu skulle vinterbelysningen være slukket for iår, det har været fint, men nu synes jeg også godt vi kan undvære den belysning der blev sat op i starten af december, nu vil vi gerne have sollys og lysere aftener, og ikke julebelysning.
Lige i disse dage er det gråt, vådt og trist, men dejlig mildt, så det er om at tælle de lyse timer, og gå ud og se at det alligevel pibler frem overalt.
