Natten til tirsdag 21. April ankom det første af 34 metrotog til København på en stor blokvogn direkte fra Alstoms værksted i Rotterdam. Her er det blevet udsat for en gennemgribende modernisering. Tirsdag kørte blokvognen det næste tog til modernisering Holland.
Toget er blevet malet, har fået udskiftet alle døre, og indvendigt er der blevet lagt nyt gulv, udskiftet lys og ændret på sædernes placering, så der er plads til flere passagerer. Det indsættes igen på linie M1/M2 om cirka otte uger.
Metrotogene er efterhånden blevet mere end 20 år gamle. Det første tog havde kørt 2,3 millioner kilometer, inden det blev sendt til Rotterdam.

Oprindeligt skulle de 34 tog på M1/M2 udskiftes med nye tog allerede i 2025, men Metroselskabet valgte i stedet at modernisere dem, og på den måde udskyde behovet for indkøb af nye tog med mindst ti år.
”Med moderniseringen forlænger vi togenes levetid og nedsætter deres klimaaftryk. Med ændringen af sædernes placering bliver der plads til endnu flere passagerer, og forhåbentlig skaber det lidt mere luft – især i myldretiderne,” forklarer Jakob Keinicke, som er chef for reinvesteringer i Metroselskabet
Moderniseringen kommer til at køre i et flow, hvor der hele tiden er ét tog på værkstedet i Rotterdam. Hver gang et tog kommer hjem, sendes et nyt tog med retur til værkstedet, så det forstyrrer driften på M1 og M2 og dermed passagererne mindst muligt. Det sidste af de 34 tog vil være moderniseret og tilbage i drift i 2029.
Moderniseringen indebærer bl.a.:
- Ændring af sædeindretning
- Udskiftning af døre og vigtige dele af undervognen
- Nyt gulv
- Ny belysning
- Maling







